Ambulancerne i Region Midtjylland er få sekunder fra at opfylde de servicemål regionsrådet har besluttet. Nu er en særlig konferencetelefon, fælles for politi og region, på vej.




En ny opgørelse viser, at ambulancerne i Region Midtjylland er få sekunder fra at være lige så hurtigt fremme, som de servicemål regionsrådet har besluttet. Regionsrådsformand Bent Hansen vurderer, at tiden nu er moden til at gå skridtet videre og oprette en særlig konferencetelefon, som er fælles for politi og region.


I december og januar sendte Region Midtjyllands AMK-vagtcentral knap 20.000 ambulancer af sted – heraf var 7.412 i den mest hastende kategori A, som omfatter livstruende situationer.

Regionsrådet følger løbende med i, hvordan ambulancerne lever op til de fastsatte mål. En ny opgørelse over de første to måneder med regionens nye AMK-Vagtcentral viser, at ambulancerne er få sekunder fra at overholde de servicemål, regionsrådet har opsat.

 
- Det er meget tilfredsstillende. Jeg vil gerne kippe med flaget for alle involverede. En ny organisation har skullet stå sin prøve. Når det falder sammen med en vinter med mere sne end i de sidste 40 år, så bliver det for alvor svært. Ingen er kommet sovende til disse resultater, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Regionsrådsformanden glæder sig nu til at se det endelige resultat af det arbejde, som danske Regioners bestyrelse har sat i gang sammen med Rigspolitiet. Initiativet skal i løbet af 2010 sikre borgerne i hele landet, at alle opkald til 112, hvor indholdet er behov for sundhedsfaglig hjælp, vil blive vurderet af en sundhedsfaglig medarbejder. Det kan ske i form af en konference-telefon, hvor den regionale vagtcentral kobles ind på politiets alarmcentrals samtale med den enkelte borger.

Fakta
Responstider fra 1.12.2009 til 31.1. 2010

A-kørsler er livstruende og B-kørsler haster, men de er ikke livstruende.


Tryk på tabellen, for at se den i større format


Flere oplysninger