Århus Universitetshospital, Århus Sygehus har fået en ny skanner der kan tage 1000 billeder i sekundet mod tidligere 200.


En læge er i færd med RFA-behandling, hvor han brænder en kræftsvulst væk i stedet for at operere.

To sekunder, så er lungerne skannet. Og efter blot ét minut har lægerne en komplet skanning af hele kroppen.

Den nye CT-skanner,(iCT 256), der tages i brug på Radiologisk Afdeling, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, mandag 17. maj tager 1000 billeder i sekundet, mod tidligere 200.

Med den nye super-skanner, der er den eneste af sin art i Danmark, har kræftpatienter større chancer for hurtigt at komme i den rigtige behandling. Lægerne kan med det samme se, hvor slemt det står til, og senere vil de med informationer om blodgennemstrømningen af en kræftsvulst kunne vurdere effekten af kræftbehandlingen.

- Nu kan vi få den viden så tidligt, at vi ved, om vi gør det bedste for patienten på et tidspunkt, hvor der måske slet ikke er nogen synlig forandring af svulstens størrelse, siger overlæge Finn Rasmussen, Radiologisk Afdeling.

Patienterne kan derfor hurtigt komme i anden behandling, hvis det er nødvendigt, og de slipper for stærkt ubehagelige bivirkninger af en kur, som ikke er den rigtige for dem.

Skanneren kan også hurtigt afsløre hjertefejl, hjerneblødning, eller afdække skader hos en hårdt kvæstet patient.

Super-skanneren er dog først og fremmest indkøbt til forskning og udvikling inden for radiologien til gavn for blandt andet kræftpatienter.


Fakta
  • Hvert år skannes 16.000 patienter på Radiologisk Afdeling, Århus Sygehus, heraf er 14.000 kræftpatienter
  • iCT 256 er produceret af Philips
  • ICT-skanneren kan tage 1000 billeder i sekundet, mod 200 billeder på de skannere, der bruges i dag
  • Skanneren kan vise et komplet bilede af patientens indre organer

 

Flere oplysninger:

Ledende overlæge på Radiologisk Afdeling, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus  Thomas Christiansen tlf. 89-492430 eller mobil 23-610760