Pårørende, brugere og beboere i Region Midtjyllands sociale tilbud er tilfredse.

Anden runde af de landsdækkende tilfredshedsundersøgelser af beboernes, brugernes og de pårørendes oplevelser af de regionale sociale tilbud er afsluttet.

Det er især de gode fysiske rammer, muligheden for medindflydelse og udvikling, og den gode atmosfære på tilbuddene, der skaber tilfredshed blandt beboere og brugere på regionens døgn- og dagtilbud.

Blandt de beboere, der har besvaret spørgeskemaerne, er der størst tilfredshed på spørgsmålet, om de føler sig trygge og godt tilpasse på tilbuddet. Her svarer 90 procent af beboerne "ja".

Samarbejde er vigtigt

Også blandt de pårørende er der tilfredshed med den indsats og service, som et af deres familiemedlemmer modtager fra Region Midtjylland. Især samarbejdet med de regionale sociale tilbud får en positiv bedømmelse.

Tilfredshedsniveauet er lige så højt som ved den foregående undersøgelse i 2006, idet flere end 76 procent af de pårørende finder, at samarbejdet "i høj /nogen grad" er tilfredsstillende.

Samtidigt viser undersøgelserne, at de pårørende synes, det er vigtigt, at de bliver betragtet som medspillere af Region Midtjyllands personale, og at de bliver inddraget og får information om livet på tilbuddet. 

Det samme viste sig også ved undersøgelsen i 2006, og der blev derfor indført en retningslinje for etablering af en tidlig kontakt til de pårørende.

- Undersøgelserne viser, hvor vigtigt det er, at vi løbende er opmærksomme på beboernes og de pårørendes forskellige behov, og at vi også fremover har en særlig opmærksomhed på at inddrage dem mest muligt.

Her vil netop Dansk Kvalitetsmodel på det sociale område kunne fungere som løftestang, så brugere, beboere og pårørende fremover vil opleve en endnu større tilfredshed, siger socialchef i Psykiatri og Social i Region Midtjylland Charlotte Josefsen. 


Flere oplysninger

  • Charlotte Josefsen, Socialchef for Psykiatri og Social i Region Midtjylland, tlf. 8728 4202
  • Lisbeth Damgaard, Kontorchef for Kvalitetsafdelingen i Psykiatri og Social i Region Midtjylland, tlf. 8728 4241