Strandet hval

Den strandende hval fra Vejle Fjord har nu fået sit hjerte skannet med noget af det mest avancerede udstyr til hjerteskanninger. Det skete onsdag på det helt nye Hjertemedicinsk Billedcenter på Skejby. Her undersøgte forskerne hjertets strukturer og opbygning med den allernyeste teknologi inden for skannere.

Hval på vej til skanning

Hjertemedicinsk Billedcenter, der først åbner officielt til september er bygget op om det der er Rolls Roycen indenfor skannere. Skanneren er ekstremt hurtig og røntgenstrålingen for patienterne er minimal.

Hvalhjerte bliver skannet

"Med skanneren kan vi tage fantastiske billeder af hvordan hjertet fungerer uden at udsætte patienterne for væsentlig røntgenbelastning", fortæller overlæge Morten Bøttcher fra Hjertemedcinsk Afdeling, som centeret hører under. "Det åbner helt nye muligheder, fordi vi nu kan lave en grundigere udredning af patienterne på en skånsom måde inden de skal opereres. Ved hjælp af skanningerne kan vi på forhånd finde frem til præcist hvad patienterne fejler inden operationen. Det sikrer den bedst mulige behandling".

Hvalhjerte i skanner på Hjertemedicinsk Billedcenter

Hjertemedicinsk Billedcenter er enestående i Nordeuropa. Det er et af de ganske få centre dedikeret til hjertemedicinske undersøgelser. Det betyder at al den hjertemedicinske ekspertise er samlet omkring hjertepatienterne, der på den måde bliver sikret den bedst mulige behandling i deres stamafdeling. Centeret samarbejder med de øvrige hjertemedicinske afdelinger i Region Midtjylland som også råder over avancerede hjertescannere.
"Skanningsbilleder kan flyttes elektronisk mellem hospitalerne så vi får nogle gode patientforløb for de patienter der kommer til Skejby til udredning", siger Morten Bøttcher.

Hvalhjertet blev undersøgt for at forskerne kan undersøge hvordan det er skruet sammen. "Hvalens hjerte fungerer under ekstreme forhold fordi det bliver udsat for stort pres og skal klare sig med ganske lidt ilt, når hvalen dykker. Ved at studere hvordan det påvirker dens hjerte, kan vi lære noget, der formodentligt kan sige noget om mennesket hjerte", siger Morten Bøttcher, der undersøgte hjertet sammen med hjertekirurg Morten Smerup.

Billeder af det skannede hvalhjerte gennemses

Selvom Hjertemedicinsk Billedcenter først officielt åbner til september modtages der allerede patienter. Hjertet fra den hidtil tungeste patient blev undersøgt på en dag, hvor skanneren blev serviceret og derfor ikke kunne bruges til almindelige patienter.

Fakta:
Hvalens hjerte vejer omkring 200 kg
Det er så stort, at det har måttet deles i to, for at komme igennem skanneren.