– Jeg ville gå på arbejde med fuld kraft! En sygeplejerske med et nedslidt knæ kæmpede for at bevare sit arbejdsliv. Hun er et eksempel på Region Midtjyllands arbejde med Det sociale Kapitel

– Jeg ville gå på arbejde med fuld kraft!


Sygeplejerske Margit Bak Rasmussen (t.v.) ses her med sin nye leder Bente Pedersen. En omplacering fra somatikken til psykiatrien sikrede Margit på arbejdsmarkedet.

Et nedslidt knæ truede med at få sygeplejerske Margit Bak Rasmussen fyret og gjort til pensionist. Hun kæmpede imod for at blive på arbejdsmarkedet – og det lykkedes!

Problemet var slidgigt og efterfølgende problemer med et nyt knæ. Det betød mange sygedage og mange smerter. Men sygeplejerske Margit Bak Rasmussen, Silkeborg, ville ikke gi’ sig. Hun bed de stadig værre smerter i sig indtil, hun bare ikke kunne mere.

Margit Bak Rasmussen havde i 30 år arbejdet i forskellige afdelinger ved regionshospitalet Silkeborg. Hun elskede sit job og så en mening i dagligt at gå på arbejde. I 2006 begyndte det at smerte i hendes ene knæ.
Slidgigt lød diagnosen. Hun forsøgte at lade som ingenting og holde ud, men i marts 2009 gik det ikke længere. Hun kunne ikke løbe frem og tilbage på de lange gange, løbe fra patienterne og til medicinrum, gå ned i knæ for at hjælpe patienterne ud af sengen og så videre.

Fra at nurse om patienterne blev hun nu selv for en stund patient, da hun fik sig et nyt knæ. Det skulle have varet nogle måneder. Så skulle det nye knæ være på plads og Margit trænet op. 

– Efter tre måneders sygemelding var jeg ikke i tvivl. Jeg skulle hoppe ud af sengen og i gang. … Men jeg kunne bare ikke. Heller ikke på deltid. Så kom sommerferien, og jeg tænkte, nu skal jeg lige komme mig helt. Men nej. Det gjorde ondt, meget. De indlagte patienter på min afdeling kunne se mine smerter – og rådede mig til at gå til læge. Det lyder åndssvagt i dag, at det var dem, der skulle sige det.

Hva’ med mit liv?
– Jeg kom aldrig op på fuld tid – og havde problemer med bare at klare deltid. Derfor kom jeg også til sygesamtaler med min ledelse. Det var deres pligt. De spurgte til, om jeg ikke ville sygemeldes. Men nej. Jeg var rasende – på dem og hele situationen. Jeg skulle bare lige holde et par dage fri, så ville benet få det bedre … Det var jo mit liv og mit job. Jeg kunne og ville ikke erkende, at det ikke gik. I december sidste år begyndte det at gå op for mig, at jeg måtte erkende min situation. Den sidste dag i året fik jeg min opsigelse. Da havde min daværende ledelse allerede gjort meget for mig. Men jeg tænkte kun på mit job i afdelingen. Tænkte ikke på andre muligheder. Jeg var rasende på ledelsen.

– Silkeborg Kommune kontaktede mig venligt angående min situation. De sagde, at jeg kunne søge råd hos en fastholdelses-konsulent. Sjovt navn. Sådan én havde jeg aldrig tidligere hørt om, men sådan en konsulent har vi faktisk her i Region Midtjylland. Min fællestillidsmand, Birte Mossin kendte hende godt. Men jeg var ked af det. Tuede, så det ikke var til at holde ud. Hva’ skulle jeg nu bruge mit liv til? Jeg var jo sygeplejerske, siger Margit Bak.

Koncern HRs to fastholdelseskonsulenter arbejder for at Region Midtjylland kan leve op til intentionerne i det sociale kapitel. Margits hjælper blev Mette Høiriis.
– Jeg tror det allerbedste skub jeg fik, var fra Mette. Hun opfordrede mig til selv at finde på løsninger. Jo flere forslag jeg havde, jo mere indflydelse ville jeg få. Og forslaget om at prøve psykiatrien var faktisk mit. Det var resultatet af en kaffesnak med gamle kolleger fra min studietid.

Mette Høiriis kontaktede den ledende sygeplejerske ved regionspsykiatrien i Silkeborg, Bente Pedersen. Det blev aftalt, at Margit skulle arbejdsprøves i psykiatrien.
– Det blev aftalt, at jeg skulle starte i arbejdsprøvning på døgnafsnittet her i Silkeborg. Her havde de lavet et bredt fagligt program, hvor jeg skulle følge nogle forskellige medarbejdere og komme nærmere ind i psykiatrien. Den 1. marts begyndte jeg så endelig. Jeg var ved at dø af skræk. Glad for ikke at belaste mit knæ. Men jeg havde alt mulig usikkerhed i kroppen, indrømmer Margit Bak i dag.

– Det var en hel forkert indstilling, for jeg kendte jo i virkeligheden mange af de psykiatriske patienter – og folk med psykiske lidelser. De fylder jo også meget i somatikken, så jeg fandt til min store tilfredshed hurtigt ud af, at jeg gennem mit arbejde også her kan gøre noget for syge.

Ikke første gang
– Jeg har før haft personer i arbejdsprøvning og hjulpet konsulenterne med at få regionale medarbejdere ind i job. Det har været dejligt at kunne hjælpe Margit. Vi er rigtig glade for hende og hendes engagement. Margit er utrolig faglig nysgerrig. Da arbejdsprøvningen var overstået, var vi så heldige at kunne vi tilbyde hende et toårs vikariat på fuld tid, fortæller hendes nye leder Bente Pedersen.

Udover at Margit fik en faglig opkvalificering ved en særlig tilrettelagt indføring i psykiatrien, fik hun med kommunens hjælp også tilknyttet en psykiatrisk sygeplejerske som mentor, der nogle timer om ugen har støttet Margit Bak. Mentoren har været frikøbt af Silkeborg Kommune.
– Jeg har kunnet spørge hende om alle de faglige ting, jeg har været i tvivl om. Det er gået rigtig godt. Jeg har tidligere haft en del vagter på skæve tider. Det har jeg også her. Det passer mig godt. Her i nat havde jeg en vagt her i døgnafsnittet. Der var noget uro, men det passer mig helt fint. Så sover jeg senere her i dag.

– Jeg er bare så glad. Jeg håber, at der efterfølgende kan komme et fast job. Mit arbejde giver mit liv mening, slutter Margit Bak.

Læs mere om:
Region Midtjylland og Det Sociale Kapitel

En anden historie om at blive på sit arbejde: Syg, men ikke færdig: - Nu føler jeg mig som en pedel igen
05.07.2010