13-12-2010



En pulje på 24 mio. kroner og et tilbud om sparring og idéafklaring skal lokke de allerbedste og mest nyskabende ideer ud af busken på fødevareområdet. Fornyelsen er nødvendig for at tilfredsstille fremtidens forbrugere, der vil have smag, oplevelser, sundhed og bæredygtighed.

Den danske fødevarebranche er presset af globalisering og en stram økonomi, og det er den nødt til at reagere på, hvis den vil overleve. Det er baggrunden for, at Vækstforum for Region Midtjylland sætter penge på højkant for at få de bedste ideer i spil.
Innovationspuljen, der her i 2. runde kan søges frem til 1. marts 2011, skal bidrage til en nødvendig fornyelse i en sektor, der groft sagt er stagneret i de senere år.
Ifølge en undersøgelse, som Region Midtjylland står bag, bruger fødevareerhvervet kun få penge og kræfter på innovation med risiko for, at de mister fodfæste på fremtidens fødevaremarked.
De internationale konkurrenter vinder ind på den danske fødevaresektor, der ellers tidligere har nydt godt af et teknologisk og videnmæssigt forspring, når det gælder effektiv og sikker fødevareproduktion.

Mulighed for sparring
Der er altså brug for en kursændring i form af nye intelligente produkter, nye metoder, nye samarbejdsformer og nye alliancer, og Region Midtjyllands innovationspulje henvender sig derfor helt bevidst til en bred skare af virksomheder og organisationer, siger tovholder for Innovationspuljen, Jesper Algren Thomsen.
”Spændende ideer, der kan forny fødevareerhvervet, genereres ikke nødvendigvis i de store virksomheder med egne udviklingsafdelinger, og måske skal de endda findes i andre brancher”, siger Jesper Algren Thomsen.
Ansøgere til Innovationspuljen har mulighed for gratis at få vejledning og sparring på deres ide og måske kontakt til nye samarbejdspartnere. Ansøgningsfristen er 1. marts 2011.

Se vejledning med kriterier, ansøgningsskemaer, kontaktoplysninger med mere
www.rm.dk/via65578.html


Flere oplysninger

Jesper Algren Thomsen, udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Mobil: 2168 0856
jesper.thomsen@ru.rm.dk

Lars Haahr Jensen, specialkonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 8728 5127
Mobil: 2163 9939
lars.jensen@ru.rm.dk


FAKTA
Målet med regionens fødevaresatsning, der bærer navnet ”Klog hverdagsmad som sund forretning” er at skabe et internationalt innovationsmiljø, hvor regionens fødevareproducenter og videnmiljøer finder sammen om at skabe nye produkter og erhvervsmuligheder.