Skejby vinder på en specialistbehandling i særklasse

Chefredaktør Kristian Lund var tirsdag i Århus for at kåre Skejby til Danmarks Bedste Hospital.

Nyhedsavisen Dagens Medicin har vurderet alle tilgængelige data for behandlingskvaliteten på de danske hospitaler og desuden gennemført en afstemning blandt avisens læsere.

Skejby vinder på en specialistbehandling i særklasse. Af 21 lægelige specialer på Skejby, som indgår i undersøgelsen opnår 10 specialer på Skejby førstepladser og 7 specialer kommer ind på en andenplads.

Det samlede antal stemmer på Skejby fra bladets læsere giver en 7. plads. Men når man justerer for antallet af specialer, så er Skejby i top.

Hospitalsledelsen tog tirsdag formiddag imod diplom og en figur af den svenske kunstner Pontus Kjerrman.

„Vi har et eminent personale, og der er en fabelagtig holdånd på tværs af faggrupper. Kun derfor kan vi ryge til tops og blive Danmarks Bedste Hospital for 3. år i træk. Og når man tager i betragtning, at vi har vi holdt budgetterne og haft en høj produktivitet, så er det noget af et mesterstykke,“ siger hospitalsdirektør Per Askholm Madsen.

Hospitalsledelsen har derfor besluttet at uddele julegodter til personalet på samtlige afsnit.

„Det her skal vi fejre, men det bliver en afdæmpet fejring i år uden julegaver til personalet, for næste år står vi i Region Midtjylland desværre overfor historiens største hospitalsbesparelser,“ siger Per Askholm Madsen.

I følgende 10 specialer er Skejby blevet nummer 1:

• Karkirurgi
• Hjertemedicin
• Thorax-kirurgi
• Lungekræft (Skejby og Århus Sygehus)
• Gynækologi-obstetrik
• Infektionsmedicin
• Mikrobiologi
• Blodbank
• Pædiatri (Delt 1. plads med Rigshospitalet)
• Nyremedicin

Skejby modtager prisen for 3. år i træk. Årets andenplads indtages af Århus Sygehus, der har 11 førstepladser og 9 andenpladser fordelt på 30 specialer.

Læs mere om kåringen af Danmarks Bedste Hospital på www.dagensmedicin.dk