Mange får medicinske og ernæringsmæssige problemer efter fedmekirurgi


Mange får medicinske og ernæringsmæssige problemer efter fedmekirurgi

For at imødekomme behovet for en højt specialiseret behandling af fedmeopererede patienter med alvorlige medicinske og ernæringsmæssige problemer har Aarhus Universitetshospital organiseret et tilbud om udredning og behandling af disse patienter.

Antallet af fedmeoperationer er steget kraftigt de seneste år både i Danmark og i andre vestlige lande. Mange opnår store vægttab og bedring i mange sygdomme efter en sådan operation; men en ikke ubetydelig del får lette eller sværere medicinske- og ernæringsmæssige problemer efter fedmeoperationen. De sværeste af disse komplikationer er invaliderende og nogle direkte livstruende. Det er derfor vigtigt, at der er et højtspecialiseret tilbud til de personer, der løber ind i disse alvorlige komplikationer.

I Danmark er der opereret ca. 13.000 svært overvægtige med fedmekirurgi, og et par procent heraf udvikler alvorlige medicinske- og ernæringsmæssige problemer efter operationen, der kræver speciel viden både om selve operationerne samt højtspecialiserede medicinske og ernæringsmæssige kompetencer, der gør det muligt at tilrettelægge en optimal udredning og behandling af disse patienter. Dette vil ofte kræve viden og kompetencer fra forskellige specialer. Nogle af de alvorlige komplikationer, patienter bliver henvist med, er:

  1. Svært nedsat blodsukker, der kan invalidere patientens hverdag og er direkte livsfarligt. 
  2. Svær underernæring og kronisk diarre, der ligeledes invaliderer personen og kan være livsfarlig. 
  3. Meget svær jernmangel med meget lav blodprocent, der ikke reagerer på almindelig behandling. 
  4. Andre sjældnere vitamin- og mineralmangler.
Alle disse tilstande kan ses ved andre sygdomme, men for hver af disse tilstande er der helt specifikke forhold i relation til fedmekirurgien, der gør udredning og behandling anderledes og mere kompliceret end ellers. Det er helt nødvendigt at samle denne ekspertise på få højtspecialiserede afdelinger her i landet for at skaffe nok viden og erfaring omkring denne - dog relativt mindre - patientgruppe.

Medicinsk-Endokrinologisk Afdeling, MEA, ved Aarhus Universitetshospital har mere end 30 års erfaring i udredning af behandling af fedme også med speciel fokus på kirurgisk fedmebehandling, og er en afdeling med stor ernæringsmæssig ekspertise. Derfor er det helt logisk, at denne afdeling også tager behandlingen af denne patientgruppe op.

På baggrund af de mange udfordringer både udrednings- og behandlingsmæssigt vil MEA også stå for direkte udvikling og forskning i disse komplikationer for i sidste ende at kunne forbedre behandlingen for disse patienter. Dette vil ske i et tæt samarbejde med andre specialafdelinger på universitetshospitalet, så som den mave-tarmkirurgiske afdeling, leverafdelingen og MR-centeret.

Yderligere information
  • Professor, overlæge, dr. med. Bjørn Richelsen, tlf. 8949 7679 eller 5150 5149