En målrettet indsats har bragt Region Midtjylland helt i front, når det gælder behandlingen for brud på hoften. Resultaterne er til stor glæde for de 1.500 patienter i regionen, som hvert år brækker hoften.



Arkivfoto: Det er en alvorlig sag at brække hoften. Det sker for godt 1.500 ældre mennesker i Region Midtjylland hvert år.

En målrettet indsats har bragt Region Midtjylland helt i front, når det gælder behandlingen for brud på hoften. Resultaterne er til stor glæde for de 1.500 patienter i regionen, som hvert år brækker hoften.

Resultaterne fremgår af en netop offentliggjort årsrapport fra 2011, som viser, at Region Midtjyllands hospitaler opfylder alle standarder for god kvalitet og ligger klart bedst på landsplan.

- Et hoftebrud kan være meget alvorligt og livstruende. Derfor glæder det mig rigtig meget, at vi nu kan se, vores indsats for at hjælpe patienterne, har virket, siger afdelingsschef i Region Midtjylland, Hans Peder Graversen.

Målrettet kvalitetsarbejde
Han understreger, at resultaterne er en konsekvens af et målrettet arbejde for at forbedre kvaliteten.

- Resultatet er en konsekvens af dedikerede medarbejdere og et stærkt engagement hos ledelsen. Og så er det udtryk for en lyst og evne til at lære af hinanden på tværs af hospitalerne, således at kvaliteten også løftes i et samarbejde, siger han.

Rammer flest ældre
Hoftebrud rammer først og fremmest ældre mennesker, hvor et brud næsten altid medfører en funktionsnedsættelse og dårligere livskvalitet.

- Det er en meget vigtig indsats ikke mindst i forhold til de ældre patienter, vi nu dokumenterer. Et hoftebrud kan betyde, at et ældre menneske, der ellers har et godt og aktivt liv, pludselig får ændret sin livssituation markant. Med den rette hjælp er der mulighed for flere gode, og aktive år, ligesom vi rent faktisk også forebygger dødsfald, fortæller ledende overlæge på geriatrisk afdeling ved Aarhus Universitetshospital, Else Marie Damsgaard.

Geriatri er et lægeligt speciale, der beskæftiger sig med sygdom og sundhed hos gamle mennesker.


Fakta
• For at sikre at patienterne kommer sig så godt som muligt over deres hoftebrud, er der udarbejdet nationale standarder for god kvalitet.

• Standarderne omfatter blandt andet:
o Smertebehandling
o Vurdering af patienternes funktionsniveau
o Genoptræning
o Forebyggelse af efterfølgende hoftebrud bla. ved medicin mod knogleskørhed, sikker indretning af boligen og genoptræning

• Der måles desuden på:
o Overlevelse efter operation
o Antal patienter, er inden for to år må igennem en ny hofteoperation

• Patientgruppen vedrører akut indlagte patienter med hoftenær lårbensbrud og en alder på 65 år eller ældre på indlæggelsesdatoen.

Fakta for Region Midtjylland
• Gennemsnitsalder på 83 år

• Antal: 1513 (med A-diagnose i perioden 1.12.2010-30.11.2011)

• Fordeling ml. køn
72 % kvinder svarende til 1087
28 % mænd svarende til 426

Se undersøgelsen på sundhed.dk, hvor de nye tal bliver lagt ud i løbet af fredagen.


Flere oplysninger
• Afdelingsschef i Region Midtjylland, Hans Peder Graversen 7841 2300 / 2427 6117 / hanspeder.gravesen@stab.rm.dk

• Ledende overlæge på Geriatrisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, Else Marie Damsgaard: 7846 1931 / 2429 9961 / elsedams@rm.dk


Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer

• Region Midtjyllands pressevagt svarer alle hverdage
fra kl. 8 til kl. 17 på tlf. 7841 0666