Ny bog fra Aarhus Universitetshospital fortæller om børn og strålebehandling. 

Gør det ondt at få strålebehandling? Hvordan føles det at ligge i en CT-skanner? Og risikerer man at tabe sit hår, når man får stråler?

Disse og mange andre spørgsmål bliver besvaret i bogen ”Mikkel og Line får stråler” – en ny bog om børn og strålebehandling, som netop er udkommet på Aarhus Universitetshospital.

Bogen henvender sig til de kræftramte børn, der får strålebehandling på Aarhus Universitetshospital. Det vil typisk være børn med kræftsvulster i muskler eller hjerne.

I bogen fortælles der om, hvordan man får lavet en CT-skanning, der helt præcist kan vise, hvor kræftknuden sidder. Hvordan man får lavet en plasticskal, der sikrer, at man ligger helt på samme måde hver gang, man skal have stråler. Og hvad man skal passe på efter at man har fået strålebehandling.

- Tanken er, at børnene kan sidde med deres forældre og læse bogen – enten på hospitalet eller derhjemme. Den kan også bruges til børn, som kender en voksen, der skal i strålebehandling, fortæller Helle Hansen, der er specialeansvarlig sygeplejerske på Onkologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

- Børn har i høj grad brug for at vide helt konkret hvad det er, de skal igennem. F.eks. hvor de skal vente, om de skal bedøves og om mor og far kan være med under behandlingen.

Den nye børnebog om strålebehandling er bl.a. finansieret af en donation fra en patient. Samme donation er også brugt til at indrette et specielt venteværelse for børn, der skal behandles for kræft på Aarhus Universitetshospital.


Yderligere oplysninger:
Helle Hansen, specialeansvarlig sygeplejerske, Onkologisk Afd. D, Aarhus Universitetshospital, tlf. 78 46 63 33 eller mobil 25 79 31 53.

Hent bogen "Mikkel og Line får stråler” som PDF-fil