Forskere fra Aarhus Universitet vil i samarbejde med Aalborg Sygehus som de første undersøge, om hormonforstyrrende stoffer påvirker muligheden for at blive gravid.


Forskere fra Aarhus Universitet vil i samarbejde med Aalborg Sygehus som de første undersøge, om hormonforstyrrende stoffer påvirker muligheden for at blive gravid.

Som en del af en større undersøgelse af sammenhængen mellem livsstil og fertilitet, vil forskere fra Aarhus Universitet i den kommende tid undersøge mængden af hormonforstyrrende stoffer i kroppen hos danske kvinder, der forsøger at blive gravide. Det er første gang, man undersøger mængden af hormonforstyrrende stoffer i kvinder, før de bliver gravide:

- Der har tidligere været lavet undersøgelser af sammenhængen mellem graviditet og livsstil. Disse har dog været med kvinder, der allerede er blevet gravide. Her undersøger vi kvinder, der prøver på at blive gravide. På den måde får vi også fat på den gruppe af kvinder, der ikke opnår graviditet, hvilket er ret unikt, fortæller seniorforsker Ellen M. Mikkelsen, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, der står bag undersøgelsen i samarbejde med Aalborg Sygehus.

Forskerne vil undersøge forskellige stoffer, der forekommer i det daglige miljø, og som man bliver udsat for gennem kosten eller almindelige forbrugsvarer. Det gælder for eksempel PFC-stoffer, der bruges til at gøre blandt andet pizzabakker og madindpakningspapir fedtafvisende. Også stoffer som phthalater og bisphenol A kommer under forskernes lup.

Vigtig viden for ufrivilligt barnløse
Op mod 20% af alle par oplever perioder med nedsat fertilitet. I en fjerdedel af tilfældene ved man ikke hvorfor. Ellen M. Mikkelsen håber, at undersøgelsen kan være med til at give svar på, om denne gruppes nedsatte fertilitet kan skyldes faktorer i miljøet:

- Hvis det viser sig, at der er en sammenhæng mellem nogle af disse stoffer og chancen for at blive gravid, er det selvfølgelig rigtig viden for uforklarligt barnløse kvinder, der jo så kan sørge for at undgå i hvert fald nogle af de hormonforstyrrende stoffer. Derfor håber vi selvfølgelig også, at mange har lyst til at være med i undersøgelsen, så vi kan få en eventuel sammenhæng ordentligt kortlagt, forklarer Ellen M. Mikkelsen.

SnartForældre.dk-undersøgelsen er en fortsættelse af Snart-Gravid.dk, hvor mere end 6.000 kvinder deltog i en online-undersøgelse.

Fakta
• SnartForældre.dk er rettet mod par, der gerne vil være forældre
• Både mænd og kvinder kan deltage i den overordnede livsstilsundersøgelse på nettet
• Deltagerne svarer på spørgsmål om medicin, vitaminer, alkohol, koffein, rygning, vægt, motion og tidligere prævention
• Kvindelige deltagere fra Aalborgområdet inviteres til at være med i delprojektet om hormonforstyrrende stoffer i kroppen under SnartForaeldre.dk/Miljo
• Deltagelse i delprojektet sker ved at afgive blod- og urinprøve på Aalborg Sygehus
• Man kan tilmelde sig undersøgelsen via hjemmesiden www.snartforaeldre.dk

Yderligere oplysninger
Seniorforsker Ellen M. Mikkelsen
Klinisk Epidemiologisk Afd.
Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital
Direkte: +45 87 16 82 07
Mobil: +45 28 69 08 88
E-mail: em@dce.au.dk