Operationer med robotter af mærket da Vinci genoptages i Danmark i morgen tirsdag morgen efter at have været indstillet de seneste to uger. Beslutningen er taget af de fem robotcentre på baggrund af en uvildig undersøgelse og yderligere dokumentation fra fabrikanten Intuitive Surgical. da Vinci robotterne benyttes bl.a. på Aarhus Universitetshospital. 

Hospitalerne har nu tilstrækkelig dokumentation til igen at påbegynde operationer med da Vinci-robotterne. Beslutningen er taget, efter en ekstern undersøgelse er afsluttet og på baggrund af yderligere dokumentation fra fabrikanten Intuitive Surgical om sterilisering af genanvendelige instrumenter.

De fem robotcentre vil desuden opdatere handleplanerne, der sikrer ensrettede retningslinjer for brug og rengøring af robotinstrumenterne i Danmark.

Det midlertidige stop for operationer med robotten skete, efter en undersøgelse havde påvist ujævnheder på instrumentoverflader. Det rejste tvivl om, hvorvidt instrumenterne kunne steriliseres. Ophøret var forebyggende. Der er ikke blandt de hospitaler, som benytter da Vinci-robotten, konstateret bivirkninger hos patienter som følge af operationer med robotten.

Alle de involverede hospitaler og Sundhedsstyrelsen gik i dialog med fabrikanten Intuitive Surgical, som producerer robotten, for at få garanti for, at indgreb med da Vinci-robotter kan gennemføres med højeste patientsikkerhed Den garanti er nu indhentet fra fabrikanten. Siden operationer med da Vinci-robotten blev indstillet, er patienter blevet tilbudt traditionel kirurgi som alternativ til robotassisterede indgreb.

Forløbet

Odense Universitetshospital (OUH) orienterede den 20. juni Sundhedsstyrelsen om, at hospitalet midlertidigt ophørte med at udføre operationer med hospitalets da Vinci-robot, fordi OUH efter en undersøgelse konstaterede mulige problemer med kvaliteten af kirurgiske instrumenter, som bruges på robotten.

Sundhedsstyrelsen tog kontakt til de regioner, hvis hospitaler benytter samme type operationsrobot. Herlev Hospital konstaterede også mulige problemer med kvaliteten af instrumenter til deres da Vinci-robotter. Det førte til, at alle sygehuse i landet med denne type robot indstillede operationer med den, indtil der forelå flere oplysninger om kvaliteten af instrumenterne – det gælder foruden OUH og Herlev Hospital også Aarhus Universitetshospital, Aalborg Sygehus og Rigshospitalet.

Om da Vinci-robotten

Da Vinci-robotten er en ekstremt følsom maskine, der styres af kirurgen ved hjælp af et joystick. Robotten gør det muligt at foretage kompliceret kirurgi gennem små huller på meget små organer og på meget lidt plads.
I Danmark bruges robotten overvejende til gynækologiske og urologiske operationer.

Flere oplysninger
Aalborg Sygehus, lægefaglig direktør Morten Noreng, 60 93 36 99
Aarhus Universitetshospital, centerchef Lisbeth Kallestrup, tlf. 78 46 16 40/40 46 80 10
Odense Universitetshospital, direktør Peter Fosgrau, 26 29 07 98
Rigshospitalet, klinikchef Per Bagi, 35 45 27 43
Herlev Hospital, vicedirektør Gitte Fangel, 30 45 41 39
Sundhedsstyrelsen, sektionsleder Ellen Jespersen, 44 88 97 90