14-08-2012

Som et led i en stor turismesatsning indstifter Region Midtjylland en pris, der skal opmuntre de dygtigste i turisterhvervet. Prisen er tredelt og belønner i 2012 vækst, bæredygtige løsninger og kompetenceudvikling.

Tre midtjyske aktører inden for turisterhvervet vil til efteråret modtage en pris for deres resultater. Det er Region Midtjyllands nye TurismeVÆKSTpris, der skal synliggøre og opmuntre de gode eksempler til efterfølgelse. Med prisen følger tre poser penge, nemlig 75.000 kroner til hovedprismodtageren samt 25.000 kroner til to temaprismodtagere.

”Vi har i Midtjylland sat en ambitiøs dagsorden med strategien "Ny VÆKST i turismen", der skal løfte turismen til et mere professionelt og fokuseret erhverv. TurismeVÆKSTprisen skal ses som et led i den plan”, siger regionsrådsformand Bent Hansen.
”Vi håber, at prisen vil inspirere og motivere hele erhvervet til at øge fokus på vækst og internationalisering. Turismen er et væsentligt eksporterhverv, og det er karakteriseret af en mangfoldighed af virksomheder, store som små. De bidrager alle til en betydelig omsætning og ikke mindst eksport, men de har potentiale til meget mere”, siger Bent Hansen.

Lige chancer
I turisterhvervet modtages den nye pris med kyshånd. Direktør i Midtjysk Turisme Jens Hausted:
”Netop fordi aktørerne er så mange, så forskellige og så spredt placeret, er der behov for noget, som kan virke samlende. Det tror jeg, at sådan en pris kan. Prisen er designet, således at både små og store har lige gode muligheder for at få del i den”, siger Jens Hausted.

Prisuddeling 20. november
Regionsrådet for Region Midtjylland udpeger prismodtageren, og prisen uddeles i samarbejde med Midtjysk Turisme ved en konference på Gl. Skovridergaard i Silkeborg den 20. november 2012.

Kandidaterne til hovedprisen vil blive målt på evne til at skabe vækst, beskæftigelse samt virksomhedens grad af internationalisering.
Alle kan i princippet indstille kandidater til TurismeVÆKSTprisen – i 2012 er fristen 7. september. Indstilling kan ske via en formular på www.turismevækstprisen.dk, hvor der også findes yderligere information.

Se folder om prisen

Flere oplysninger

Bent Hansen, formand for
Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 7841 0010 / 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk

Erik Sejersen, afdelingsleder
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1700 / 2068 5588
erik.sejersen@ru.rm.dk

Jens Hausted, direktør for
Midtjysk Turisme
Telefon: 8921 2281 / 2332 9009



FAKTA OM
TurismeVÆKSTprisen
Prisen består af en hovedpris samt to temapriser.
Hovedprisen har en værdi på 75.000 kr. samt et kunstværk udført af en midtjysk kunstner. De to øvrige priser har en maksimal værdi på hver 25.000 kr. Temapriserne uddeles efter årligt fastsatte temaer.

I 2012 er det besluttet, at temaerne er:
- Bæredygtige løsninger (miljømæssig bæredygtighed og klimaudfordringen)
- Kompetenceudvikling i turismen

Kriterier
Modtageren af hovedprisen vurderes ud fra følgende kriterier:
• Evne til at skabe værditilvækst og meromsætning
• Effekt på beskæftigelse
• Sammenhæng til internationale målgrupper og internationalisering

Kriterier og minimumskrav for modtagelse af de to temapriser er:
Bæredygtige løsninger (miljømæssig bæredygtighed og klimaudfordringen)
• Organisering og samarbejde på tværs af brancher og sektorer
• Graden af bæredygtighed i den gode forretningsidé
• Formidling og kommunikation med markedet
Kompetenceudvikling i turismen
• Det unikke kompetenceudviklingstiltag
• Strategisk og organisatorisk anvendelse af medarbejderkompetenceudvikling

Jury
Regionsrådet for Midtjylland udpeger prismodtagerne.

Hvem kan modtage prisen
Modtagerne af priserne skal være aktør i turismen i Midtjylland
• Enkeltpersoner
• Turismerelaterede projekter
• Turismevirksomheder, herunder destinationer og organisationer i Region Midtjylland

Læs mere om turismevækstprisen