18-09-2012



Optimismen i det midtjyske erhvervsliv har nu bredt sig til samtlige brancher, viser en undersøgelse foretaget af Region Midtjylland. For første gang siden krisen er der i samtlige brancher flere, som tror på fremgang i omsætningen end fald.

43 procent tror på stigende omsætning, mens kun 16 procent tror på et fald. Sådan er stemningen blandt de små og mellemstore virksomheder i Region Midtjylland, når de skal vurdere de kommende tre måneders omsætning i forhold til samme periode sidste år.
Det fremgår af Region Midtjyllands undersøgelse blandt 500 virksomhedsledere.

Den overvejende optimistiske tone findes i alle de ti brancher, som undersøgelsen inddeler virksomhederne i. Især detailhandelen markerer sig med 63 procent, der tror på stigende omsætning, mens 14 procent siger uændret, og 23 procent siger faldende. I industrien er tallene hhv. 54, 35 og 11 procent.

Samlet set er det dog kun hver femte af virksomhederne, der tror, at de får brug for at udvide medarbejderstaben sammenlignet med samme periode sidste år, mens 23 procent siger, at de formentlig vil skære i den.
Optimismen med hensyn til både omsætning og antal ansatte er størst blandt de største virksomheder (over 40 ansatte) og hos virksomheder, der har andre virksomheder som deres primære kundegruppe.



Billedtekst: Siden 2. kvartal 2010 har virksomhederne samlet set troet mere på omsætningsstigning end fald, men nu har denne optimisme bredt sig til alle brancher. Illustrationen, som viser andelen af virksomheder, der tror på henholdsvis mindre, uændret eller større omsætning i kommende kvartal i forhold til samme kvartal i fjor, er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få den i høj opløsning på www.ru.rm.dk

Se hele undersøgelsen
Læs om Det midtjyske Vækstlag


Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.