Ledende overlæge Torben Bæk Hansen er udnævnt som professor ved Aarhus Universitet.




Ledende overlæge Torben Bæk Hansen er, med virkning fra 1. jan. 2013, udnævnt som professor ved Aarhus Universitet.

På baggrund af Torben Bæk Hansens store videnskabelige indsats og hans ihærdige arbejde med undervisningen af studenter ved ortopædkirurgien i Hospitalsenheden Vest, har han modtaget et professorat som kursusleder ved Aarhus Universitet, og det bliver nu hans opgave, at koordinere undervisningen af de medicinstuderendes afsluttende semester.

- Det er noget jeg sammen med afdelingen har arbejdet målrettet og benhårdt for at opnå, så det siger sig selv, at jeg er utrolig glad og stolt. Professoratet øger afdelingens og hospitalets forskningsprofil og vil gøre det nemmere at finansiere kommende forskningsprojekter, siger Torben Bæk Hansen.

Torben Bæk Hansen glæder sig endvidere over, at man nu står endnu stærkere i forhold til at tiltrække ambitiøse læger til Hospitalsenheden Vest. Den øgede forskningsprofil er et stærkt kort at have på hånden, da det borger for en høj faglig profil, fortæller han:

- Et professorat ved Aarhus Universitet gavner hospitalets evne til at tiltrække flere dygtige læger, da det signalerer, at vi er helt fremme i toppen hvad angår forskning.

Det er usædvanligt at et professorat bliver tildelt til læger, der ikke er ansat på Aarhus Universitetshospital, og for Torben Bæk Hansen betyder det utrolig meget:

- Det er en stor personlig tilfredsstillelse, at man som ansat på et regionshospital kan få et professorat ved Aarhus Universitet. Det betyder meget for mig, at jeg kan fortsætte det arbejde og den forskning jeg har fået mit professorat på baggrund af, på Ortopædkirurgisk afdeling i Hospitalsenheden Vest. Det er jo der professoratet hører hjemme.

Fakta
Torben Bæk Hansen, f. 1960, bor i Holstebro. Speciallæge i ortopædkirurgi (1996), Specialeansvarlig overlæge med bred almen ortopædkirurgisk uddannelse (1998) Siden 2000 løbende specialisering indenfor håndkirurgi. Siden 2003: Klinik- og forskningsleder i ortopædkirurgisk forskningsafsnit i HE Vest. Siden 2012: Ledende overlæge i ortopædkirurgien i HE Vest

  • Ortopædkirurgisk afdeling varetager undersøgelser og behandling af sygdomme og skader i knogler, led og muskler. Afdelingen blev i foråret 2011 samlet på Regionshospitalet Holstebro og har herudover funktioner i Herning og Ringkøbing.
  • Der er i alt godt 150 medarbejdere på afdelingen
  • Afdelingen har som den første i Danmark i 2004 etableret et tværfagligt studieafsnit, hvor medicinstuderende, ergo/fysioterapeutstuderende og sygeplejestuderende trænes i tværfagligt samarbejde.
  • Ortopædkirurgisk forskningsafsnit er et selvstændigt afsnit med formel tilknytningsaftale til Århus Universitet. Her foregår forskning i ortopædkirurgiske patientforløb med fokus på både forløb og outcome i en bredere forstand.
  • Forskningsenheden i ortopædkirurgisk afdeling er den mest videnskabeligt aktive ortopædkirurgiske forskningsenhed uden for de etablerede universitetsmiljøer, med mere end 50 publikationer i perioden 2008 – 2012 samt 4 afsluttede phd-afhandlinger. Aktuelt er der 4 igangværende phd-projekter.
  • Og i hele Hospitalsenheden Vest kører forskningen i højeste gear. HE Vest tegner sig for knap halvdelen af publikationerne i Region Midt og Region Nord fra 2000 til 2009, mere præcist, godt 500 ud af 1.252.