Forskergruppe på Aarhus Universitetshospital har fået 12 mio. kr. til at udvikle en kur mod hiv

Når hiv-virus trænger ind i kroppen, går der ganske kort tid, før hiv-virus lader sig indkapsle i nogle af kroppens celler, hvor virus går i dvale.

Der findes ingen behandling, der kan fjerne hiv-virus fra cellerne igen, men nu har en forskergruppe på Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet fundet et stof, der kan aktivere hiv-virus.

Når hiv-virus aktiveres, bliver de celler, som hiv-virus har gemt sig i, synlige og sårbare overfor kroppens immunforsvar.

Store perspektiver

Der er på verdensplan ca. 33 mio. mennesker med hiv, og dermed er der store perspektiver ved en mulig behandling mod hiv, både økonomisk og menneskeligt.

Derfor har Det Strategiske Forskningsråds programkomite for individ, sygdom og samfund bevilget 12.112.286 kr. over tre år til, at forskergruppen i Aarhus kan starte de første forsøg med en egentlig behandling mod hiv.

HIV infektion behandles i dag med en kombination af lægemidler, som blokerer virusaktivitet, men som ikke kan fjerne infektionen. Det betyder, at hiv-smittede skal behandles livslangt med bivirkningsmæssige, psykosociale og sundhedsøkonomiske omkostninger til følge.

En ny gruppe af lægemidler, histone deacetylase (HDAC) inhibitorer, som aktuelt udvikles til behandling af leukæmi, har tiltrukket sig stor opmærksomhed i forskerkredse, fordi de har en evne til at demaskere de hiv-inficerede celler, der ikke rammes af den normale hiv-behandling.

Kan vise vej til en behandling mod hiv

Forskerne ved Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital har i laboratorieforsøg systematisk sammenlignet HDAC inhibitorer og fundet, at HDAC-inhibitoren Panobinostat har særligt interessante egenskaber til at synliggøre hiv-inficerede celler.

Hvis stoffet har samme effekt i patienter, er det sandsynligt, at det kan hjælpe immunforsvaret med at finde og dræbe de celler, som skjuler hiv. I dette projekt testes, om Panobinostat kan reducere mængden af virus, der ikke fjernes med den normale hiv-behandling, hvilke immunmekanismer der er involveret, samt om denne behandling medfører, at hiv-patienterne efterfølgende kan undvære deres HIV-behandling.

Resultaterne vil kunne blive en international milepæl i hiv-forskningen og danne baggrund for udvikling af en egentlig behandling mod hiv.

Forskningsprojektet udføres i samarbejde med specialister i Melbourne, Boston og Colorado samt Novartis Healthcare, men udgår fra og udføres på Aarhus Universitetshospital.

Flere oplysninger

Aarhus Universitetshospital:

  • Professor og ledende overlæge Lars Østergaard, tlf. 51513140
  • Læge Thomas Rasmussen: tlf.: 31 70 29 64
  • Læge Ole Schmeltz Søgaard, tlf. 27 21 59 85
  • Forskningsleder Martin Tolstrup, tlf. 20 67 97 41