01-03-2013



Region Midtjylland går i dybden på områderne miljø og råstoffer og har sin egen specialtilpassede borerig. Formålet er dels at beskytte vores værdifulde grundvand og sikre borgerne mod forurening i boliger og børneinstitutioner og dels at sikre virksomhederne adgang til råstoffer. 

I kommende måned står der foreløbig følgende opgaver på boreriggens program:

I uge 10 tester regionen nyt boregrej, ”El-log”. El-log gør det muligt at tage vandprøver inden for et dybdeinterval på 5 cm. Ved de nuværende traditionelle boremetoder med filterrør præsenterer vandprøver typisk et gennemsnit af vandkvaliteten i intervaller på 1 – 3 meter. Det nye grej betyder, at man kan afgrænse eller lokalisere en grundvandsforurening væsentlig mere præcist end i dag. Udstyret kan ligeledes måle en række geofysiske parametre i jorden under borearbejdet.
Testarbejdet foregår ved Lyngbygaardsvej, cirka 400 meter nordvest for motorvejsfirkløveret ved Aarhus Vest.
Yderligere info: holger.stroem@ru.rm.dk

I uge 11 er borebilen på Aulum-kanten for at finde råstoffer. Det drejer sig om boringer efter sand og grus i et råstofinteresseområde, der grænser op til et eksisterende graveområde. Området ligger tæt på landvejen mellem Holstebro og Herning, lige på nordsiden af Kronborgvej og vil derfor være ideelt til levering af sand og grus i forbindelse med en vejudvidelse til motorvej i det område.
Yderligere info: lars.kristiansen@ru.rm.dk 


Regionens opgaver
Region Midtjylland bruger boreriggen i to forbindelser, nemlig:
• på miljøområdet ved kortlægning og oprensning af jordforurening.
Som hovedregel sker arbejdet på regionens regning for grunde, der ligger oven på værdifuldt grundvand eller rummer bolig, børneinstitution eller offentlig legeplads.

• på råstofområdet, når regionen skal kortlægge forekomsten af råstoffer som eksempelvis sand, ler og grus og udpege råstofgraveområder, hvor kommunerne kan give tilladelse til råstofindvinding.

Meget mobil
Region Midtjyllands borerig er monteret på larvefødder. Boreriggen kan dermed komme omkring på lidt plads – eksempelvis i baggårde og i smalle smøger på industrigrunde. Larvefødderne gør ligeledes, at boreriggen kan anvendes i områder med skrånende terræn og blød bund, eksempelvis gamle lossepladser.
Mellem opgaverne transporteres boreriggen på ladet af en lastbil.
Størstedelen af regionens undersøgelser er rettet mod forholdene i de øverste 10 – 15 meter af jorden og grundvandet, men regionens borerig benyttes også ved undersøgelser ned til 20-25 meters dybde. Skal der endnu dybere boringer til, eksempelvis for at belyse grundvandsforhold, udføres boringerne ofte af eksterne brøndborer firmaer.

Under borearbejdet beskrives de gennemborede jordlag, ligesom der udtages jordprøver til kemiske analyser eller geologisk beskrivelse af råstoffer som ler, sand, grus.
Hvor regionen interesserer sig for grundvandet, placeres der ”filtre” i de vandførende lag, hvilket gør det muligt at måle på grundvandets bevægelser og tage vandprøver til analyser.

Se kort over regionens miljøaktiviteter


Yderligere info om boreriggens planer:
Henrik Rud Larsen, geolog
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1910 / 2485 7966
henrik.rud@ru.rm.dk