Nyt brugerråd har fokus på samarbejdet mellem hospital, kommuner og praktiserende læger i Viborg, Silkeborg og Skive kommuner.

Når en borger i en af de tre midtjyske kommuner bliver syg og skal på hospitalet, begynder et til tider kompliceret forløb mellem de sundhedsfaglige parter. Informationer skal gå fra den praktiserende læge eller vagtlægen til hospitalet, videre mellem afdelinger og specialer på hospitalet – og med patienten tilbage til kommunen samt til patientens læge, når patienten udskrives til eventuel videre behandling, pleje eller genoptræning i kommunalt regi.

Kommunerne, de praktiserende læger og Hospitalsenhed Midt udgør tilsammen ”Midtklyngen” – et forum, der fokuserer på endnu bedre samarbejde på tværs af sektorgrænser. Dette samarbejde har blandt andet resulteret i, at Midtklyngen har etableret et fælles brugerråd, hvor borgernes, patienternes og de ældres input inddrages.
Ud over repræsentanter fra hospital, kommuner og de praktiserende læger, består brugerrådet af ældrerådsformændene i Viborg, Silkeborg og Skive kommuner og en brugerrepræsentant fra hver af de tre kommuner.

En mulighed for at sætte et præg
En af brugerrepræsentanterne er Bodil Anhøj, der havde deltaget i et sundhedsprojekt i Silkeborg Kommune – og det var i den sammenhæng, at hun blev spurgt, om hun ville være med i det nye brugerråd.

- Jeg synes det lød spændende, og jeg tænkte, at det ville være en god mulighed for at sætte mit præg på sundhedsvæsenet, inden jeg selv når en alder, hvor jeg kan få brug for at blive indlagt. Jeg vil meget gerne være med til at forbedre kommunikationen og samarbejdet mellem for eksempel hospitalet og den kommunale hjemmepleje, så patienter sikres en ordentlig behandling – og jeg vil også gerne være med til at se på, hvordan vi for eksempel kan inddrage de pårørende noget mere i genoptræning af patienter, fortæller Bodil Anhøj.

Hun har selv arbejdet inden for plejefaget og ved derfra, at der altid er ting, der kan forbedres og gøres nemmere for borgere og patienter.

- Det er jo kun logisk i så stort et system, hvor der er så mange ting at tænke på og så mange instanser, der skal arbejde sammen, siger hun.

Opgaver på dagsordenen
Brugerrådet mødes 2-4 gange om året, og selv om det stadig er et nyt forum, er der allerede kommet flere opgaver på dagsordenen. Det gælder blandt andet indretningen af det nye akutcenter, der er på vej ved Regionshospitalet Viborg. Her bliver brugernes ideer om indretning taget med i projektarbejdet. Et andet område, der har været drøftet i brugerrådet, er fastlæggelse af de nye og mere brugervenlige navne til hospitalsafdelinger, som Region Midtjylland har i høring for tiden.

- Vi har i et brugerråd ikke mandat til at tage egentlige beslutninger. Men vi kan rådgive beslutningstagerne, og det er mit indtryk, at de gerne vil lytte. Vi ser tingene fra et helt andet sted, og jeg tror helt sikkert, at vores mening har en betydning, siger Bodil Anhøj.

Yderligere oplysninger

  • Tove Kristensen, sygeplejefaglig direktør, Hospitalsenhed Midt, telefon 7844 1004
  • Inge Bank, sundheds- og omsorgschef, Silkeborg Kommune, telefon 8970 1851
  • Eva Henriksen, sundhedschef, Skive Kommune, telefon 9915 6499
  • Lis Kaastrup, sundheds- og omsorgschef, Viborg Kommune, telefon 5127 2988

Fakta

Klyngebrugerråd i Midtklyngen
Midtklyngen består af Viborg, Silkeborg og Skive kommuner, almen praksis i samme områder og Hospitalsenhed Midt med regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive.

Brugerrådets formål 

  • At involvere brugere i Midtklyngens aktiviteter, specielt med fokus på overgange, patientforløb og IT-anvendelse/telemedicin 
  • At styrke Midtklyngens brugeres engagement i klyngens aktiviteter 
  • At brugere bidrager med viden, indsigt og forslag ved evaluering og udvikling af kvaliteten af klyngens ydelser 
  • At sikre en god dialog mellem brugere og klyngen 
  • At brugere rådgiver klyngen i brugerrelaterede forhold, så klyngens aktiviteter udvikles under hensyntagen til brugernes krav og forventninger

Klyngebrugerrådets kompetencer
Klyngebrugerrådet har ingen beslutningskompetence, men er et rådgivende organ for generelle forhold. Individuelle patient- og personalesager kan derfor ikke drøftes i rådet.

Klyngebrugerrådets opgaver 

  • Bidrage med forslag til forbedring af sektorovergange, patientforløb og IT-anvendelse/telemedicin 
  • Bidrage til gensidig tillid og forståelse mellem brugere og klynge 
  • Bidrage med forslag til udvikling af tiltag, som udspringer af generelle brugertilkendegivelser og andre relevante kvalitetsdata f.eks. patienttilfredshedsmålinger, audits, patientsikkerhedsspørgsmål o. lign. 
  • Bidrage til udvikling af klyngens informationsmateriale til brugere 
  • Bidrage med input ved ændringer af fysiske rammer f.eks. nybyggeri, ombygning, adgangsforhold o. lign. 
  • Bidrage med input på relevante områder ved udvikling og forbedring af patientforløb 
  • Bidrage som høringspart og dialogpartner på øvrige områder med særlig brugerrelevans


Brugerrådets sammensætning
Brugerrådet består af 14 medlemmer som følger: 

  • 1 repræsentant fra hospitalsledelsen 
  • Kvalitets- og forskningschefen for Hospitalsenhed Midt 
  • 2 repræsentanter fra Innovation Midt, Hospitalsenhed Midt 
  • 1 direktør eller sundhedschef fra hver af Silkeborg, Viborg og Skive kommuner 
  • Ældrerådsformændene i Silkeborg, Viborg og Skive kommuner 
  • 1 brugerrepræsentant fra hver af de tre kommuner 
  • Praksiskoordinatoren for de praktiserende læger