Byggeriet af Århus Social- og Sundhedsskoles nye bygninger blev officielt sat i gang tirsdag den 4. marts. Ved ceremonien var der fokus på, hvordan skolen med sin nye placering passer naturligt ind i det eksisterende sundhedsområde i Skejby.


Byggeriet af Århus Social- og Sundhedsskoles nye bygninger blev officielt sat i gang tirsdag den 4. marts. Ved ceremonien var der fokus på, hvordan skolen med sin nye placering passer naturligt ind i det eksisterende sundhedsområde i Skejby.


(Foto: Jesper Voldgaard)

Der var tydelig udsigt til både Aarhus Universitetshospital, DNU og sundhedsuddannelserne på VIA University College, da skolens elevrådsformand Laura Enevoldsen og FOA-Aarhus formand Kirsten Norman Andersen i fællesskab tog allerførste spadestik på Århus Social- og Sundhedsskoles nye bygninger på Hedeager i Aarhus Nord.

- Det er fantastisk at være elev på en skole, der hele tiden er i udvikling, og det bliver super fedt at få en skole, der er bygget på elevernes præmisser, sagde Laura Enevolden.

Centrum for sundhedsudvikling
Beliggenheden og den oplagte værdi af et samarbejde mellem områdets forskellige sundhedsuddannelser og et af landets største sygehuse var da også i fokus, da regionsrådsformand Bent Hansen fra Region Midtjylland som den næste tog fat med spaden.


(Foto: Jesper Voldgaard)

- Vi kan allerede nu kalde Skejby for sundhedsområdets Silicon Valley. Det er her, vi er i front med den seneste udvikling inden for sundhedsydelserne. Og vi kan tydeligt se værdien af et tæt samarbejde mellem sundhedsuddannelserne og regionens sygehuse. Allerede i dag lærer alle social- og sundhedsassistentelever fra Århus Social- og Sundhedsskole at anvende Midt-EPJ som dokumentationsredskab. Dermed er eleverne særdeles godt klædt på, når de skal ud i deres første praktik på regionens sygehuse, sagde Bent Hansen.


(Foto: Jesper Voldgaard)

Engagerede elever
Rådmand for Teknik og Miljø Kristian Würtz tog også et spadestik på vegne af borgmester Jacob Bundsgaard og Aarhus kommune.

- Århus Social- og Sundhedsskole er kommunens største leverandør af elever, både med sosu-hjælpere og sosu-assistenter til Sundhed og Omsorg og pædagogiske assistenter til Børn og Unge. Vi mærker tydeligt engagementet fra skolens elever – det gør jeg også selv som far til to børn i institution. Jeg er sikker på, at den nye skole vil give endnu bedre rammer for at skabe dygtige og engagerede elever, sagde Kristian Würtz.

Se tidligere omtale af byggeriet.