Den amerikanske brystkræftkirurg Andrew Ashikari skal i dag fjerne begge bryster på en rask 36-årig kvinde, der har en meget høj risiko for at udvikle brystkræft.


Den amerikanske brystkræftkirurg Andrew Ashikari skal i dag fjerne begge bryster på en rask 36-årig kvinde, der har en meget høj risiko for at udvikle brystkræft.

Torsdag den 22. maj kl. 9 skal den amerikanske topkirurg Andrew Ashikari foretage en forebyggende brystoperation på en 36-årig kvinde – transmitteret live fra en operationsstue på Aarhus Universitetshospital og op til et af hospitalets auditorier.

I auditoriet vil landets førende læger inden for brystkræftkirurgi være samlet til en workshop om bl.a. forebyggende brystoperationer. som 21.-22. maj finder sted på Aarhus Universitetshospital .

Den amerikanske brystkræftkirurg Andrew Ashikari, der til daglig arbejder på St. John’s Riverside Hospital i New York
(foto: Kristian Bang, Aarhus Universitetshospital).
 

Camilla var ikke i tvivl
I dag onsdag foretog Andrew Ashikari en forundersøgelse på den 36-årige kvinde, som skal opereres i morgen. Hun hedder Camilla og er bærer af genmutationen BRCA-1, som giver hende 80 pct.s risiko for at udvikle brystkræft. Derfor har hun valgt at få foretaget en forebyggende brystoperation. Den består i, at brystvævet fjernes fra begge bryster, mens brystvorten bevares, og i samme operation genopbygges brysterne med et biologisk net og siliconegel-implantat. 

Resultatet er et nyt sæt bryster, hvor man højst sandsynligt ikke vil kunne se arret fra operation. Men Camillas risiko for at få brystkræft vil være reduceret fra 80 pct. til ca. 5 pct..

- Jeg fik lavet en genetisk test, som viste, at jeg havde BRCA-1-genet. Så jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville have fjernet brysterne, fortæller Camilla.

- Flere i min familie har fået kræft, og jeg har set, hvilke konsekvenser, det har haft. Jeg gør det her for mine børn, så jeg kan være der for dem, når de vokser op.

Som bærer af BRCA-1-genmutationen har Camilla også forhøjet risiko for at få kræft i æggestokkene. Derfor har hun valgt, at hun senere også skal have fjernet æggestokkene.

Angelina Jolie fik samme operation
På Aarhus Universitetshospital foretager man 1-2 gange om ugen forebyggende fjernelse af brystet og samtidig genopbygning af brystet. Præcis den teknik, Camilla skal opereres med, har man i Aarhus kun udført 4-5 gange før. Desuden har man for første gang i Skandinavien avanceret udstyr til rådighed, som kan hjælpe kirurgerne til at bedømme vævet og dermed give patienten et optimalt resultat.

I USA er der i øjeblikket et boom i operationer af den type, Camilla skal have foretaget. Det skyldes, at den amerikanske skuespiller Angelina Jolie sidste år fik fjernet brysterne ved samme indgreb, og snart også skal have fjernet æggestokkene.

- Vi oplever lige nu en stor interesse i at få lavet forebyggende brystoperationer. Angelina Jolie har skabt en stor bevidsthed omkring, at det er en mulighed, hvis man har en genetisk stærk disposition for brystkræft, fortæller den amerikanske brystkræftkirurg Andrew Ashikari.

Han arbejder til daglig på St. John’s Riverside Hospital i New York og på hans klinik – Ashikari Breast Center – har de lavet over 400 af de forebyggende brystoperationer. Deres komplikationsrate er meget lav, og patienterne er generelt meget tilfredse – både med brysternes udseende og deres livskvalitet efter operationen.

Ny kombinationsbehandling
Workshoppen om brystkræftkirurgi på Aarhus Universitetshospital handler dog om mere end live-kirurgi og forebyggende brystoperationer.

En anden del af programmet beskæftiger sig med såkaldt neoadjuverende kemoterapi for brystkræft. Det er en kombineret behandlingsform, som består i, at brystkræftpatienten først får kemoterapi, før de bliver opereret. Målet er, at kemoterapien skal få kræftsvulsten til at skrumpe, så det operative indgreb bliver mere skånsomt. I nogle tilfælde kan der også ses en gunstig effekt på brystkræftpatientens prognose.

- I Danmark har vi indtil nu været lidt tilbageholdende med at anvende neoadjuverende kemoterapi mod brystkræft. Men til konferencen har vi bl.a. inviteret en international ekspert inden for området, som kan give os inspiration til at komme i gang med behandlingen, siger Peer Christiansen, professor på Mamma Endokrin Klinikken på Aarhus Universitetshospital. 


Den amerikanske brystkræftkirurg Andrew Ashikari er i gang med en forundersøgelse på 36-årige Camilla, der i morgen skal have fjernet begge bryster for at forebygge, at hun senere udvikler brystkræft (foto: Kristian Bang, Aarhus Universitetshospital).