Gustav H. Christensen A/S vinder første entreprise for byggeriet af det nye akutcenter ved Regionshospitalet Viborg. Firmaet skal blandt andet udgrave og bortskaffe 80.000 tons jord fra byggegrunden.


Gustav H. Christensen A/S vinder første entreprise for byggeriet af det nye akutcenter ved Regionshospitalet Viborg. Firmaet skal blandt andet udgrave og bortskaffe 80.000 tons jord fra byggegrunden.

I alt fem firmaer – ARKIL A/S, Enkon A/S, Ivan Jakobsen Entreprenørforretning A/S, Gustav H. Christensen A/S og Aarsleff A/S - var inviteret til at byde på opgaven med klargøring af byggegrunden ved Regionshospitalet Viborg. Laveste bud kom fra Gustav H. Christensen A/S med et tilbud på 18,5 millioner kroner. Herning-firmaet vinder dermed opgaven med jordarbejdet. Firmaet har erfaring med lignende opgave fra hospitalsprojektet DNV-Gødstrup.

Hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen glæder sig over, at første entreprise for byggeriet af det nye akutcenter nu er på plads, og at licitationen holder sig fint inden for budgettet.
- Vi kan nu for alvor komme i gang med forberedelserne til byggeriet af det nye akutcenter, som skal være med til at sikre, at Regionshospitalet Viborg også fremover kan leve op til fremtidens krav og patienternes forventninger til et moderne og effektivt akuthospital, konstaterer Lars Dahl Pedersen.


Med det nye akutcenter og ombygningen af store dele af det eksisterende hospital, bliver Regionshospitalet Viborg godt rustet til fremtiden. Før byggeriets start skal 80.000 tons jord dog fjernes fra grunden. Visualisering: Projektgruppen Viborg

Hensyn til hospitalets hverdag
Første spadestik til det nye akutcenter tages i slutningen af maj, hvorefter gravearbejdet for alvor vil gå i gang. Og med 80.000 tons overskudsjord på grunden – heraf en del forurenet efter det tidligere gasværk på området - er der udsigt til stor aktivitet foran hospitalet, fortæller projektchef Lillian Kristensen.

- Det er en vanskelig opgave med opgravning og transport af store mængder jord. Og det kan ikke undgås, at det vil støje og støve. Men vi vil selvfølgelig planlægge arbejdet, så det generer patienter og medarbejdere mindst muligt. Derfor tilstræber vi at lægge de mest belastende opgaver i perioder, hvor hospitalets drift generes mindst muligt af vibrationer og larm, siger Lillian Kristensen.

Nyt akutcenter i 2016/2017
Jordarbejdet er en del af forberedelserne til byggeriet af den 24.000 kvadratmeter store tilbygning ved Regionshospitalet Viborg.

Tilbygningen skal blandt andet rumme ny akutafdeling med skadestue, faciliteter til vagtlæger, intensivafdeling og ny hovedindgang.

Tilbygningen skal ligge på den sydlige del af hospitalets grund, som indtil for nylig husede et parkeringsområde.

Det nye akutcenter skal stå klar ved årsskiftet 2016/2017 og er en del af det omfattende kvalitetsfondsbyggeri, som ventes endeligt afsluttet i løbet af 2018.


Fakta om det samlede kvalitetsfondsbyggeri på Regionshospitalet Viborg
Nybygning: 32.000 m2 + 18.700 m2 p-hus
Ombygning: 38.000 m2
Tidsramme: 2009-2018
Budget: 1,15 mia. kr. bevilget af regeringens kvalitetsfond og Region Midtjylland
Indhold: Nyt akutcenter, nyt Patologisk Institut, nyt p-hus, ud- og ombygning af Vestdansk Center for Rygmarvsskade og ombygning af store dele af det eksisterende hospital 
 

Læs mere på www.hospitalsbyggeri-viborg.rm.dk

Yderligere oplysninger:
Projektdirektør Jens Anton Dalgaard, Hospitalsenhed Midt, 7844 1501
Hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen, Hospitalsenhed Midt, 7844 1002 / 4031 3230