Flere af Region Midtjyllands sygehuse åbner dørene i anledningen af Forskningens Døgn på torsdag den 24. april 2014.


Flere af Region Midtjyllands sygehuse åbner dørene i anledningen af Forskningens Døgn på torsdag den 24. april 2014.

Test dine kostvaner, mål din lungefunktion eller hør om nyeste forskning inden for sundhed.

Tilbuddene er mangfoldige, når flere af Region Midtjyllands sygehuse slår dørene op i anledning af Forskningens Døgn på torsdag den 24. april 2014.

Forskningens Døgn er en landsdækkende forskningsfestival, der har til formål at øge opmærksomheden og vække interesse for forskning hos den danske befolkning og skabe forståelse for den betydning, som forskning har for vores samfund og hverdag.

Find et arrangement, der passer til dig og din familie, i oversigten herunder:

Regionshospitalet Viborg - åbent hus kl. 16-20
I forhallen på hospitalet i Viborg vil der være stande, hvor man kan få tjekket helbredet på forskellig vis, f.eks. ved at få målt blodtryk, blodsukker og lungefunktion - eller få lavet ultralydsundersøgelse. De små kan af en kæmpe bunke Legoklodser give deres bud på, hvordan "Det nye regionshospital i Viborg" skal se ud. Man kan også se, hvordan den intelligente seng ser ud og virker. På Læringscenter Midt kan man lære basal genoplivning og på Kliniske Fysiologisk Afdeling kan man få indblik i, hvordan radioaktive stoffer kan bruges til at stille diagnoser.

Regionshospitalet Silkeborg - åbent hus kl. 16-20
På hospitalet i Silkeborg kan man få testet sine kostvaner, få smagsprøver på hospitalsmad, se hvordan et laboratorium arbejder med blodprøver, få ultralydsskannet sin hånd og høre om det intelligente lagen.

Regionshospitalet Hammel Neurocenter - åbent hus kl. 15-17
På Regionshospitalet Hammel Neurocenter vil det være muligt at få et indblik i den store forskningsaktivitet, som er en del af centerets arbejde. Interesserede kan blandt andet afprøve nogle af de tests, der bruges i hospitalets forsknings- og udviklingsprojekter som for eksempel balancetræning, aktivitetsinterview og spisetræning.

Regionshospitalet Skive / Skive Sundhedshus – åbent hus kl. 11-17
I Skive sætter medarbejderne fokus på ”Bevægelse for alle”, når hospitalet i samarbejde med det øvrige Skive Sundhedshus hele dagen er vært for flere aktiviteter, med sundhedsfremme, motion og forebyggelse af hjerte-karsygdomme som omdrejningspunkt. Der er rundvisninger på flere afsnit - blandt andet på Akutklinikken. Det vil også være muligt at få hjælp til oprettelse af digital postkasse. 

Regionshospitalet Randers - Forsknings- og innovationssymposium - 12.30-15.30
Under overskriften "Fortæl dine kolleger om...." holder regionshospitalet symposium for hospitalets ansatte, men andre interesserede er også velkomne. På symposiet bliver man opdateret på nogle af de forsknings og innovationsprojekter der finder sted på hospitalet. Hver oplægsholder har 7 minutter til at præsentere deres projekt. Læs mere i programmet

Regionshospitalet Horsens - oplæg om hospitalets forskning 08.00-13.00
I Horsens markeres Forskningens Døgn med en række oplæg om hospitalets nyeste forskning på sunhedsområdet. Læs mere i programmet

Regionshospitalet Horsens - Rundvisning i sengestuen 13.00-14.00 
I sengestuen vil der være mulighed for at prøve kræfter med: Hjerte-/lungeredning – hjertestop, at lægge sonde, at lægge blærekateter, at prøve et PVK (venflon) og at se en træningsdukke med software. Derudover vil der være rundvisning i Forskningsenheden samt demonstration af kirurgisk simulationsudstyr.