Computertræning kan være en af vejene frem i forhold til at få personer med psykiske lidelser i arbejde. Det bekræfter ny rapport fra CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland.


Computertræning kan være en af vejene frem i forhold til at få personer med psykiske lidelser i arbejde. Gennem træningen kan borgerne få bedre koncentration og nye strategier til at håndtere hverdagen - og som en positiv sideeffekt: højnet selvtillid. Det viser internationale erfaringer og nu også en ny rapport fra CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland.

Antallet af psykiske lidelser har været støt stigende siden 2002. Og kun 31 % er i beskæftigelse, mens 52 % af alle med somatiske lidelser er i arbejde. Til sammenligning har 77 % af den samlede befolkning et job.

Forskning har vist, at hallucinationer og vrangforestillinger kan betyde mindre end hukommelses- og koncentrationsbesvær, når personer med psykiske lidelser skal i beskæftigelse. Af samme grund har fire danske rehabiliteringscentre netop afsluttet et projekt, hvor kognitiv computertræning har været en del af arbejdsrehabiliteringen. Alle centrene har valgt at fortsætte med at bruge metoden efter projektets afslutning.

68% oplevede forbedringer
Træningen sker ved hjælp af en dansk udgave af det internationale computerprogram ’Scientific Brain Training Pro’. 96 personer i arbejdsrehabilitering og med kognitive vanskeligheder, som samtidig led af eksempelvis depression, og skizofreni, deltog i projektet. Projektet viser, at det giver mening at anvende kognitiv træning som en del af indsatsen i forbindelse med arbejdsrehabilitering.

”At kunne fokusere, holde opmærksomheden og huske er afgørende for at kunne komme igennem en arbejdsdag. Derfor har det store konsekvenserne for arbejdsevnen, hvis de kognitive evner ikke rækker, så det har været meget glædeligt at se deltagernes positive udvikling gennem projekttiden” siger psykolog og ph.d. Torben Østergaard Christensen, der har været tilknyttet projektet som ekspert i kognitiv træning.

”Vi opnåede rigtig flotte resultater. 68 % af deltagerne, der gennemførte et kognitivt træningsforløb, oplevede en samtidig forbedring af deres kognitive evner, og 37 % forbedrede deres evner med 25 % eller mere”, siger projektleder Lise Marie Witt Udsen fra CFK. 

Meningsfuld træning og bedre livskvalitet i hverdagen
Deltagerne skulle i computertræningen løse 18 forskellige øvelser, som er rettet mod tre kognitive områder: Koncentration og opmærksomhed, indlæring og hukommelse, og strukturering og organisering. Fælles for de personer, som har oplevet fremgang ved træningen, er, at de alle har været højt motiverede for at træne og komme tilbage på arbejdsmarkedet.

”Deltagerne oplevede udfordringerne i den kognitive træning som både sjovt og meningsfyldt. Dertil kommer, at projektstederne har været rigtig gode til at stimulere og fastholde motivationen”, fortæller Torben Østergaard Christensen.

Metoden har derudover også kvalitative effekter, som påvirker deltagernes livskvalitet i hverdagen. Deltagerne fik blandt andet konkrete strategier til at håndtere kognitive udfordringer i hverdagen og i arbejdslivet. Dertil kommer de personlige gevinster som selvtillids-boost og en følelse af selv at kunne gøre noget aktivt for at komme tættere på beskæftigelse. Flere af deltagerne har også udtrykt ønske om at fortsætte den kognitive træning, så de kan fastholde de gode resultater.

Projektet var støttet af handicapmidlerne via Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering samt Helsefonden.

Læs mere om projektet her.

Kontaktpersoner og -oplysninger til pressemeddelelsen:
Torben Østergaard Christensen, Ledende psykolog, Ph.d., Autoriseret. Specialist og supervisor i klinisk psykologi ved Klinisk Socialmedicin og Rehabilitering, CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland.
Tlf. +45 78414230
Mobil: +45 29389340
E-mail: torbchri@rm.dk

Lise Marie Witt Udsen, Projektleder, CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland
Tlf. 78414075
Mobil: 61780706
E-mail: Lise.udsen@stab.rm.dk

For oplysninger om de praktiske erfaringer med kognitiv træning kan følgende to trænere kontaktes:
Susanne Falch, Faglig koordinator ved Center for Beskæftigelse og Rehabilitering i Randers
Hoved tlf. 89158400
Direkte tlf. 89158407
E-mail: susanne.falch@randers.dk  

Louise Kyhn, Underviser ved Toldbodhus Skole, AOF i Svendborg
Tlf. 30494557
E-mail: lk@aofcenterfyn.dk