12.04.2017

FN's flygtningehøjkommissariat vil bruge Danmarks største hospitalsvaskeri som det gode eksempel i en erdensomspændende kampagne for at få virksomheder til at tage socialt ansvar

I sidste uge var vaskerichef Pernille Lundvang og talent manager Michael Maagaard fra midtVask på besøg hos FN's flygtningehøjkommissariats hovedkontor i Geneve (UNHCR).

FN vil bruge midtVask og medarbejderen Ibrahim Toto, der som syrisk flygtning kom til Danmark for 2 år siden og nu har fået fast job på midtVask, i en verdensomspændende kampagne under mottoet "This is not charity it's good business".

Kampagnens slogan kan oversættes til "det er ikke velgørenhed - det er god forretning", og FN vil netop sætte fokus på, hvad virksomheder kan vinde ved at tage socialt ansvar og hjælpe flygtninge ind på arbejdsmarkedet.

MidtVask var inviteret af FN for at fortælle mere om det prisbelønnede danske vaskeris indsats med at integrere flygtninge, og om midtVasks banebrydende projekt med at faglære egne og nye flygtningemedarbejdere samtidigt. Et projekt, der er støttet af Industriens Fond og er et samarbejde mellem Systemfrugt, Grundfos, Pressalit, Kamstrup, Hospitalsenhed Midt og midtVask.

- Det er da meget sjovt, at det vi går og laver på midtVask, er noget de falder i svime over i en verdensorganisation som FN, siger vaskerichef Pernille Lundvang.

Mødet mellem UNHCR og midtVask var en opfølgning på FN's flygtningehøjkommissær for Nordeuropa, Pia Prytz Phiris besøg på midtVask i december 2016, og denne gang var det vicedirektøren for Europa, Diane Goodman og hendes team, der var interesseret i at lære af midtVasks erfaringer med at udvikle og gennemføre forretningsmodeller for strategisk virksomhedsudvikling gennem faglæring af såvel egne fastansatte medarbejdere som nytilkomne flygtninge.

midtVask er Danmarks største hospitalsvaskeri og…

Vores kunder er hospitaler i Region Midtjylland. Vi servicerer og udvikler sammen med vores kunder. Vi leverer totalløsninger med fokus på optimering indenfor områderne, uniformer, linned, hjælpemidler, senge, gardiner og logistik.

Alle vores løsninger overholder de særlige hygiejnekrav på hospitaler og omfatter levering, vask, vedligeholdelse og service.

Vi er 150 kanondygtige medarbejdere fra 35 nationaliteter, mellem 18 og 67 år, ligelig fordelt mellem mænd og kvinder. Vi vasker over 6 mio. kg. om året og servicerer hospitaler og patienter med uniformer, linned, hjælpemidler og service.

Flere oplysninger:

Vaskerichef Pernille Lundvang på tlf. 2467 5411