13.06.2017

Hospitalsapotekets nye leder kender sine ansattes opgaver godt, for hun har selv arbejdet 12 år på Hospitalsapoteket.

Cand. Pharm. Anette Thomsen har insiderviden. Hvor den slags i andre sammenhænge er strafbart, så er det i denne sammenhæng en kæmpe fordel: Som hospitalsapotekets nye chef bliver hun leder for syv områdechefer og hele apotekets opgaveportefølje. Fra produktion over logistik til klinisk farmaci. I dag er Anette Thomsen 48 år og produktionschef med ansvar for Lægemidler klar-til-brug - og siden første april også konstitueret produktionschef for cytostatikaområdet der fremstiller kemoterapi til kræftpatienter.

Stort ansvar for sikkerhed og fremtid
Hospitalsapotekeren skal naturligvis sikre både drift og retning for arbejdet. Men apotekeren har også et vigtigt medansvar for fremtidens sundhedsvæsen. Apotekeren skal kunne omsætte både nationale og regionale dagsordner til meget konkret handling, siger Ole Thomsen, koncerndirektør og formand for ansættelsesudvalget.

- Så vi søgte en leder, der kan og vil være Region Midtjyllands nye visionære hospitalsapoteker med fokus på ledelse, sikker drift, kvalitetstankegang og udvikling. Og jeg er rigtig glad for, at Anette søgte jobbet, siger Ole Thomsen.

Erfaring fra alle hylder
Anette Thomsen har samlet været ansat 12 år på hospitalsapoteket. Årene har givet hende bred viden om opgaverne på alle apotekets hylder: Lige fra ekspedition, klinisk farmaci, produktion og til forskningsstøtte i samarbejde med andre afdelinger.

- Hospitalsapoteket er en del af et sundhedsvæsen i forandring, og derfor skal apoteket også kunne forandre sig. Vi skal blandt andet finde ud af, hvordan LEAN-tænkning kan effektivisere vores arbejdsgange yderligere og undersøge hvor robotter giver mening i produktionen. Når det er sagt, så er medarbejderne efter min mening apotekets vigtigste ressource, siger Anette Thomsen, som kun mener opgaven kan lykkes gennem medarbejderinddragelse, kompetenceudvikling og medarbejdertrivsel.

Omsætning på to mia. kr.
Region Midtjyllands hospitalsapoteker står i spidsen for 370 medarbejdere og en omsætning på to mia. kr. årligt. Hospitalsapoteket er blandt andet fælles apotek for regionen med afdelinger spredt på hospitalerne. Hospitalsapotekeren refererer til Region Midtjyllands koncerndirektion og indgår i regionens koncernledelse.

Anette Thomsen tiltræder stillingen som hospitalsapoteker den 15. juni.

 

Flere oplysninger

Tryk på billedet, for at hente det i højere opløsning.

Portræt af Anette Thomsen kan frit bruges i forbindelse med omtale af denne navnenyhed, når fotografen krediteres: Foto: Region Midtjylland.