27.09.2017

Regionsrådet har netop godkendt, at Regionshospitalet Viborg indfører et nyt parkeringssystem. Patienter, pårørende og ansatte kan fortsat parkere gratis ved hospitalet, mens systemet begrænser parkering fra borgere uden ærinde på hospitalet.

Det nye parkeringssystem skal løse parkeringsudfordringer fra foråret 2018 og ligner det system, der allerede fungerer på Kolding Sygehus. Der kan borgere parkere gratis ved at registrere deres bils nummerplade på tablets eller hos personalet på hospitalet, ligesom medarbejderes nummerplader er registreret i systemet.

- Vi oplever allerede i dag, at der er pres på hospitalets parkeringspladser. Vi ønsker at sikre, at pladserne bruges af folk med ærinde på hospitalet. Jeg er glad for, at vi har fundet et system, hvor patienter, pårørende og ansatte fortsat kan parkere gratis, siger regionsrådsformand Bent Hansen.

Tre timers gratis parkering kan forlænges

Patienter, pårørende og andre besøgende kan parkere gratis i tre timer og kan indtaste mere tid på tablets på hospitalet, hvis de får behov for det. De tre timer følger det generelle niveau i Viborg Midtby. Hospitalet vil løbende tilpasse sine regler og afgifter, så de følger niveauet i Viborg Kommune.

Medarbejdere får mulighed for at parkere ubegrænset døgnet rundt. Patienter med kroniske sygdomme, som besøger hospitalet ofte, får samme mulighed som medarbejdere.

Finansiering hviler i sig selv

Et privat firma skal installere og drive systemet i Viborg, der ventes at kunne finansiere sig selv via de p-afgifter, firmaet udsteder, når de nye parkeringsregler ikke overholdes.

- Det er ikke meningen, at vi skal tjene penge på parkering ved hospitalet. Vi gør det her for at sikre, at vores pladser er til rådighed for patienter, pårørende og ansatte, siger hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen.

Flere oplysninger

 

Foto