21.09.2017

En voldsepisode på arbejdspladsen sætter dybe spor i flere år efter hændelsen, viser en gruppe forskere fra DEFACTUM, Region Midtjylland, i et nyt studie finansieret af Arbejdsmiljøforskningsfonden.

Vold på arbejdspladsen medfører ofte nogle ugers sygemelding med fx smerter, angst og søvnproblemer. Men volden har også store konsekvenser på lang sigt, viser en forskergruppe fra DEFACTUM i en udgivelse i det anerkendte amerikanske tidskrift Psychology of Violence. Studiet er baseret på spørgeskemadata fra Region Midtjyllands udgave af sundhedsprofil-undersøgelsen Hvordan har du det? fra 2006.

Hver tiende kommer på overførselsindkomster

Voldsramte på jobbet fra 2006-undersøgelsen er over ti år fulgt i registre med oplysninger om blandt andet sygedagpenge og førtidspension. Det giver et overraskende og nedslående indblik i langtidseffekten af vold på arbejdspladsen:


- De fysiske og psykiske ar efter vold på arbejdspladsen heler ikke i løbet af et par uger. Mange mister simpelthen fodfæste på arbejdsmarkedet, fortæller forsker Karina Friis, DEFACTUM og forsætter:


- I årene umiddelbart efter voldsepisoden modtager mange ofre i højere grad sygedagpenge. Og efter 8-10 år er lidt under hver tiende gået på førtidspension.


Ifølge studiet er det markant flere end blandt personer, der ikke er udsat for vold på deres arbejde.

Kvinder er de mest udsatte

7 ud af 10 voldsofre arbejder i sundhedsvæsenet, på sociale institutioner og i undervisningssektoren, hvor flertallet af lønmodtagerne er kvinder, og de har derfor også større risiko for at blive udsat for vold på arbejde end mænd. Og konsekvenserne af vold er større for nogle grupper end for andre:

- De langsigtede konsekvenser af vold på arbejdspladsen er størst blandt kvinder og personer over 40 år, siger Karina Friis, DEFACTUM og afslutter:


- Da en voldsepisode ikke kun har konsekvenser umiddelbart efter hændelsen, er der behov for, at vores krisefokus udvides. Vi bør i højere grad sikre, at ofrene har støttemuligheder i flere år efter hændelsen.


På baggrund undersøgelsen anbefaler forskergruppen, at man på voldsramte arbejdspladser ikke kun har et akut krisefokus, men at der også er fokus på en mere langtidsorienteret indsats i forhold til det enkelte voldsoffer.

Fakta: 

Yderligere oplysninger:

Forsker Karina Friis, DEFACTUM, tlf. 7841 4335, mail: karina.friis@stab.rm.dk