28.06.2018

Lars Kirkegaard bliver ny administrationschef på Regionshospitalet Randers. Lars Kirkegaard kommer med omfattende ledelseserfaring fra den kommunale verden.

6. august 2018 tiltræder Lars Kirkegaard stillingen som administrationschef på Regionshospitalet Randers. Han er 51 år, uddannet revisor og kommer med mange års erfaring inden for økonomistyring, strategisk ledelse, organisationsudvikling og kulturskabelse senest som direktør i Skanderborg Kommune med ansvar for bl.a. sundhedsområdet.

Som administrationschef får Lars Kirkegaard ansvar for at udvikle og lede hospitalets administration, så den til enhver tid kan levere effektiv, administrativ service og support til hospitalets afdelinger. Derudover får Lars Kirkegaard en særlig rolle som sparringspartner for hospitalsledelsen i drift og strategisk udvikling af hospitalet.

Helhedsorienteret tilgang

Lars Kirkegaard har fra sine tidligere ledelsesposter i kommunalt regi arbejdet helhedsorienteret og værdibaseret, hvilket han vil trække videre på som administrationschef på Regionshospitalet Randers.

- Jeg ser frem til at gå ind i jobbet som administrationschef, hvor jeg sammen med mine medarbejdere vil udvikle Administrationens opgaver i tæt samspil med hospitalets øvrige afdelinger. Jeg arbejder ud fra et helhedsorienteret grundlag, hvor samarbejde på tværs er nøglen til fælles retning med patienten som omdrejningspunkt. Vi skal levere gode resultater, der understøtter de kliniske afdelingers arbejde med at sikre god patientbehandling, og som samtidig bidrager til sammenhæng på hospitalet og i regionen, siger Lars Kirkegaard.


Som administrationschef bliver Lars Kirkegaard leder for ca. 60 medarbejdere fordelt i enhederne Kommunikation og Ledelsessekretariatet, HR, Økonomi og Plan, Kvalitet- og Sundheds-it samt Aktiv Patientstøtte og faggrupper for kommunalt samarbejde, uddannelse og innovation.

Leder med stærkt ledelsesmæssigt fundament

- Med Lars Kirkegaard på Regionshospitalet Randers får vi en leder, der har et stærkt ledelsesmæssigt fundament og betydelige erfaringer med strategisk organisationsudvikling. Samtidig er han resultatorienteret og har et værdisæt, der passer godt ind i Administrationen og på hospitalet. Han har de kompetencer, der skal til for at sikre en solid hospitalsadministration – og udvikle den i samarbejde med hospitalsledelsen og afdelingsledelsen. På vegne af hospitalsledelsen ser vi frem til at byde Lars velkommen, siger Jonas Dahl, hospitalsdirektør.

Lars Kirkegaard bor i Engesvang ved Silkeborg, tilsammen med sin kæreste har de fire voksne børn.

Lars Kirkegaard har senest været direktør for Beskæftigelse og Sundhed samt Ældre og Handicap i Skanderborg Kommune. Herudover har han også været direktør for Teknik og Miljø i kommunen. Inden han blev ansat som direktør i Skanderborg Kommune, har han haft stillinger som bl.a. stabschef i Social, Sundhed og Beskæftigelse i Herning Kommune, og forvaltningschef i Aaskov Kommune.

Yderligere oplysninger:

  • Lars Kirkegaard, ny administrationschef, tlf.: 2938 5533
  • Jonas Dahl, hospitalsdirektør, tlf.: 2974 4145
  • Cecilia Honores Møller, kommunikationschef, tlf.: 4079 2609