Mød en vikar

Jeg hedder Rebecca og er uddannet sygeplejerske fra 2007. Jeg startede i Vikar Region Midt i 2009.

Kom tilbage efter skade

Under min barsel kom jeg til skade med min skulder og troede aldrig, at jeg ville kunne vende tilbage til sygeplejefaget igen, men efter flere års genoptræning og jobafklaring fik jeg konstateret nedsat erhvervsevne og kunne arbejde 24 timer om ugen.

For mig betød det, at jeg kunne vende tilbage som sygeplejerske i Vikar Region Midt. Jeg skulle dermed ikke ud og søge arbejde på 24 timer, og kunne rent faktisk selv bestemme, at jeg ikke ville arbejde flere timer. Desuden kunne jeg råde over mine dage og arbejdstider.

Det var også et stort plus at lønnen er højere, hvilket har gjort, at jeg rent økonomisk ikke bliver påvirket af at arbejde færre timer om ugen og også kan holde en ekstra fridag i ny og næ. 

Udforsker forskellige specialer

Som vikar har man utrolig mange muligheder for at udforske forskellige specialer og afdelinger, og derfor er det et privilegium at være vikar. Man har altid mulighed for at tillære sig nye kompetencer, og hverdagen aldrig bliver kedelig og triviel. 

Alsidig og udfordrende arbejde

Jeg kører som vikar i det meste af regionen inden for somatikken og kommer derfor på næsten alle afdelinger og specialer. Som vikar kan man i perioder være tilknyttet en afdeling i længere tid og får derfor mulighed for at afprøve sig i et måske nyt speciale, som man har mindre erfaring i. 

Taget godt imod 

Jeg fik for eksempel muligheden for at være vikar på Kirurgisk sengeafsnit 1 i Horsens over længere tid pga. langtidssygemeldinger.

Her oplevede jeg et nyt område, hvor jeg fik en uventet interesse for specialet. Jeg fik et stort og meget spændende indblik i hverdagen i abdominal kirurgien.  Det er en fantastisk arbejdsplads, hvor jeg altid blev taget godt imod.

Lige meget hvor travlt, der har været, har venligheden altid været høj prioriteret, hvilket for mig betyder alt som vikar. Jeg oplevede at føle mig rigtig hjemme og utroligt velkommen, selvom jeg ikke var ansat og kun kommer nogle gange. Det varmer virkelig. 

Man bliver værdsat

En af de ting, jeg elsker som vikar, er at komme på en afdeling og blive mødt af folk, som er glade for at se én og anerkender, at man måske ikke er specialist i specialet, men at man har en bred viden inden for mange områder, og også ofte kan lære afdelingerne nye metoder, mens man også selv lærer noget nyt. 

Jeg elsker at være vikar, at vide at jeg har stor frihed i mit arbejde, og at jeg er ansat på en arbejdsplads, hvor jeg har samme muligheder som andre offentlige ansatte, og altid føler mig godt tilpas.  

Mit navn er Lisbeth. Jeg er uddannet social- og sundhedsassistent. Jeg har en håndværkeruddannelse, før jeg startede min karriere inden for pleje og omsorg i 1987. Jeg har arbejdet inden for ældreområdet, i hjemmeplejen og på plejehjem. Derudover har jeg haft job i enkeltmandsprojekter, arbejdet med psykisk syge, udviklingshæmmede, autister og domsanbragte. 

Får lov at bruge min faglighed

Jeg har en rygsæk, som er fyldt med masser af erfaring fra mit arbejdsliv gennem 38 år.

Jeg har været vikar i VRM siden 2013 – et job, som jeg er utrolig glad for. Det er et job, jeg sætter stor pris på pga. muligheden for at bruge al min faglighed, som jeg har med mig fra mine tidligere arbejdspladser.

Vi arbejder under fantastiske forhold. Når de ringer fra VRM, er de altid glade, venlige, søde, hjælpsomme og anerkendende overfor os vikarer, og de er altid gode for en snak om, hvordan det går. 

Arbejder efter mine kompetencer

Mit arbejdsområde som vikar er efter mine kompetencer. Bl.a. kommer jeg på fem forskellige sygehuse, på div. afdelinger som fx ortopædkirurgisk, medicinsk, neurologisk, akut modtagelse og kommer på omkring 10 forskellige psykiatriske bosteder.   

Ofte booket de samme steder

Som vikar bliver man ofte booket til de samme afdelinger/bosteder, hvilket er en stor tryghed for arbejdsstedet, men også for os vikarer. Det er et fantastisk job, hvor vi ofte bliver mødt af afdelingspersonalet som én af deres egne kollegaer. 

Bliver anerkendt for godt arbejde

Jeg har f.eks. oplevet, at de kommer og spørger, om jeg kan lægge et kateter, da der er to, der har prøvet uden held. Så er det mega-fedt at få lov til at prøve, og at det bare lige lykkes.

Jeg har også prøvet, at der bliver trykket alarm fra en anden afdeling pga., at en beboer har noget siddende i halsen - og jeg kommer løbende.  Jeg handler med det samme, og får beboeren reddet 👍

Dejligt at man bliver anerkendt for alt det, vi gør, og at vi også kan gøre en forskel. 

Det største problem er nok alle de faste stillinger man bliver tilbudt.😄😄😄 

Planlægger mine egne arbejdstider

Man planlægger selv de dage og tider man kan arbejde, så vil du have en ekstra uges ferie, så arbejder du jo bare igennem en anden uge😉 Og vupti, så smutter man på ferie. På den måde bestemmer du jo også selv, om du vil arbejde søndage, helligdage osv. Så her har du virkelig muligheden for at få et job, der passer ind i dit og din families liv. Er der er en afdeling, der af en eller anden årsag ikke passer til dig, kandu fint vælge denne fra, men det er noget jeg sjældent oplever. Man kan også - hvis man f.eks. går og er lidt småskadet (dårlig ryg, skulder el lign.) og ikke kan tage de fysiske hårde afdelinger - vælge at arbejde i psykiatrien, hvor det ikke er fysisk anstrengende. 

Helt generelt har man jo en fantastisk mulighed for at veksle i sit arbejde. 

Mit navn er Claus Peter Kristensen. Jeg er uddannet i 1986 som socialpædagog og har været freelancevikar primært indenfor hospitals psykiatrien i 18 år. Jeg har været vikar i VRM siden 2011.
Jeg er meget tilfreds med at være i VRM. Jeg oplever at få de vagter, jeg gerne vi have - at det er professionelle og kompetente og ikke mindst søde og venlige bookere, jeg taler med i telefonen. Endvidere er der altid hjælp at hente og en støttende kontakt, i tilfælde af at jeg som vikar fx har været udsat for en voldsom episode.
Som en rigtig god oplevelse kan jeg fortælle om min allerførste vagt for VRM. Jeg var blevet booket til 28 vagter på den samme institution, hvor der boede 3 unge drenge. Den ældste havde jeg tidligere passet rigtig meget et andet sted.
Min første vagt startede den dag, hvor - lad os kalde ham Frederik, havde sidste skoledag. Frederik kommer hjem til institutionen, hvor jeg står på trappen for at tage imod ham. Her springer han i armene på mig med et kæmpe smil og udbryder: "Hvor har jeg bare glædet mig til at komme hjem, fordi jeg vidste, at du skulle komme, og jeg kunne næsten ikke holde sidste skoledag for jeg ville bare hurtigt hjem".
Det er her mit lille pædagoghjerte bare bliver så varmt, og jeg føler, at mit arbejde bærer frugt.