16.09.2015:

Region Midtjylland har udarbejdet en foreløbig oversigt de personalemæssige konsekvenser af Spareplan 2015-2019. Oversigten viser pr. 31. august, at foreløbigt er i alt 39 medarbejdere varslet omplaceret til anden stilling, og at 112 medarbejdere er varslet påtænkt afskediget.

Der er tale om en foreløbig oversigt, idet regionens hospitaler og øvrige arbejdspladser endnu ikke er helt i mål med i forhold til de nødvendige varslinger mv.

Oversigten vil blive opdateret i starten af oktober og suppleret med et skøn over det samlede antal nedlagte stillinger. Oversigten vil resten af året hver måned blive opdateret.

Proces fortsat i gang
– Besparelsesprocesserne er ikke tilendebragt, og nogle hospitaler er længere end andre med hensyn til at gennemføre de nødvendige personaleprocesser. Blandt andet Aarhus Universitetshospital gennemfører her i september en række varslinger og inden for Psykiatri og Social påbegyndes varslingerne først i november, fortæller Jørn Mørup, afdelingschef Koncern HR, Løn- og Personale.

Mulighederne for at undgå varslinger om afskedigelser og omplaceringer varierer på tværs af regionens forskellige arbejdspladser, f.eks. som følge af variationen i enhedernes geografiske spredning, omfanget af vikaransættelser og ledige stillinger, personaleomsætning mv. Tallene kan derfor ikke umiddelbart sammenlignes på tværs af hospitalerne.

– Opgørelsen rummer kun medarbejdere inkl. ledere, som formelt er varslet omplaceret eller afskediget. Der er mange andre medarbejdere, som omfattes af f.eks. reorganiseringer, tildeling af nye ansvarsområder, stillingsnedlæggelser osv. Det samlede antal stillingsnedlæggelser ved naturlig afgang eller lign. er ikke opgjort endnu, men der er tale om et betydeligt antal, siger Jørn Mørup.

Ansættelsesstop afbøder konsekvenser
Det ansættelsesstop som blev indført i foråret, vurderes generelt at have haft stor effekt i forhold til at undgå et endnu større antal afskedigelser.

– Der er gjort en stor indsats på tværs af ledere, medarbejderrepræsentanter og HR-funktioner for at forsøge at afbøde de personalemæssige konsekvenser. For eksempel i form af omplaceringsmuligheder og ved at hjælpe medarbejdere godt videre til et nye job, mener Jørn Mørup.

Der er aftalt ”spilleregler” for, hvordan processerne gennemføres med MEDsystemet, og der er etableret beredskaber som ledere og medarbejdere kan trække på efter behov.

Mange ramt
Opgørelsen viser, at besparelserne samlet set rammer bredt på mange forskellige faggrupper. Der er nogle faggrupper, som er særligt hårdt ramt med hensyn til antallet af varslinger, set i forhold til faggruppens størrelse - enten på enkelte enheder eller samlet set (fx kliniske diætister).

At besparelserne har ramt bredt, men ikke med samme relative vægt på alle faggrupper, skal bl.a. ses i sammenhæng med de konkrete beslutninger om besparelser på bestemte områder, og de forskellige muligheder for at overføre medarbejdere til andre jobfunktioner.

Status vedr. de foreløbige personalemæssige konsekvenser af Spareplan 2015-2019 vil blive drøftet i Region-MEDudvalget den 14. september 2015.

 

Flere oplysninger

  • Jørn Mørup, afdelingschef i Koncern HR, Løn- og Personale, tlf. 2461 9222 / jm@rm.dk