Regionshospitalet Randers og Grenaa har 1. marts ansat den 52-årige Søren Christensen-Dalsgaard, Horsens, som ledende overlæge. Søren Christensen-Dalsgaard skal stå i spidsen for en ny urologisk afdeling, som er under opbygning på hospitalet.

I øjeblikket sorterer det urologiske speciale under organkirurgisk afdeling, men hospitalet har valgt at opprioritere det urologiske speciale, og det er baggrunden for, at en selvstændig urologisk afdeling nu er under opbygning.Søren Christensen-Dalsgaard

Det urologiske speciale beskæftiger sig med sygdomme i urinvejene og i de mandlige kønsorganer. De urologiske specialister behandler blandt andet vandladningsforstyrrelser, sten i urinvejene og svulstsygdomme i nyrer, blære og blærehalskirtlen (prostata).

Søren Christensen-Dalsgaard kommer til Regionshospitalet Randers fra en stilling som overlæge på organkirurgisk afdeling, urologisk sektion ved Regionshospitalet Horsens.

Han har tidligere arbejdet på bl.a. urologisk afdeling ved Odense Universitetshospital og urologisk afdeling ved Skejby Sygehus.

Hent billede af Søren Christensen-Dalsgaard i høj opløsning