Danske Regioner giver nu danskerne gratis adgang til Lægehåndbogen Online. Det nye netbaserede opslagsværk giver hurtigt og nemt svar på spørgsmål om sygdomme og behandling. Håndbogen er med til at fremme den høje faglige kvalitet hos personalet i det danske sundhedsvæsen og giver samtidig borgerne mulighed for selv at forebygge og lindre sygdom.


Danske Regioner har i marts 2008 købt rettighederne til den Norske Elektroniske Lægehåndbog (NEL) og gør nu net-håndbogen gratis tilgængelig via Sundhed.dk.

- Lægehåndbogen Online betyder, at lægerne nu kan rydde bogreolen og alene køre på IT, ligesom de gør med journalerne, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.

Lægehåndbogen Online er et opslagsværk, hvor man kan finde viden om sygdomme og behandling. Uanset om man som praktiserende læge, (hjemme)sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent skal træffe beslutninger om forebyggelse, diagnose eller behandling, kan håndbogen støtte med evidensbaseret viden.

- De professionelle i sundhedsvæsenet får med Lægehåndbogen Online hjælp til hurtigere at stille en diagnose, til at vælge den bedste behandling og til at informere patienten på den helt rigtige måde. Det giver et enestående kvalitetsløft for både læger og patienter, siger Bent Hansen.

Den nye online lægehåndbog er helt unik, fordi indholdet er baseret på den absolut nyeste viden. Alle artikler er kvalificeret af eksperter, stoffet opdateres løbende, og håndbogen er rigt illustreret med billeder, grafik og andet vidensmateriale.

Som borger eller patient kan man slå op i Lægehåndbogen Online og søge viden om, hvad man selv kan gøre for at forebygge eller lindre en sygdom. Borgerdelen af håndbogen er formidlet på en let forståelig måde, og artiklerne er velegnede til at udskrive til senere læsning.

I løbet af de næste tre år vil Lægehåndbogen Online blive oversat fra norsk til dansk samt opdateret og nyskrevet af en dansk redaktion nedsat af Danske Regioner og Lægeforeningen.