Ni privathospitaler og klinikker har vundet regionens udbud indenfor sygdomme i muskler og bindevæv. Med aftalen kan flere patienter få behandling for de samme penge.



Ni privathospitaler og klinikker har vundet regionens udbud indenfor sygdomme i muskler og bindevæv. Med aftalen kan flere patienter få behandling for de samme penge.


Aftalen, som træder i kraft ved årsskiftet, omfatter patienter med lidelser som eksempelvis dårlige knæ eller rygge. Den omfatter ca. 400 operationer over tre måneder og et større antal undersøgelser.

- Med udbuddet sparer vi op til 30 procent i forhold til, hvad operationerne ellers ville koste, hvilket giver mulighed for at behandle flere patienter for de samme penge. Samtidig sikrer metoden, at de sygeste patienter kommer til først, og det regner jeg også med bliver resultatet af de kommende udbud, siger en tilfreds direktør i Region Midtjylland, Leif Vestergaard-Pedersen.

Der er tale om det første udbud af behandlinge, efter suspensionen af det udvidede frie sygehusvalg, som blev indført den 7. november. Resultatet giver positive forventninger, når regionen i den kommende tid vil sende endnu flere undersøgelser og behandlinger i udbud.

De patienter, der kommer på privatklinik som følge af aftalerne, er patienter, som afdelingerne på regionshospitalet ikke kan nå inden for fristerne, og prioriteringen sker efter en lægefaglig vurdering.

Træder barnesko
Kontraktperioden på tre måneder er forholdsvis kort. Det skyldes, at det stadig er ret nyt for regionen med denne form for ydelser.

- Derfor vil vi gerne have mulighed for at høste nogle erfaringer og afprøve markedet, inden vi eventuelt binder os for en længere periode, siger fuldmægtig Peter Ravn Riis fra Sundhedsplanlægning i Viborg. Sammen med kollegaen Katrine Gimm har han stået for en stor del af arbejdet med udbuddet.

Helt nyt er det dog ikke for Region Midtjylland med udbud. Tidligere har regionen gennemført udbud af MR-scanninger, og der er allerede nu planer for nye udbud inden for blandt andet urinvejskirurgi og hjertesygdomme.

Fakta om udbuddet
• I alt bød 12 private firmaer ind på opgaven. Regionen har indgået aftale med ni af dem.

• Aftalerne bliver underskrevet en af de nærmeste dage, og træder i kraft fra 1. januar.

• Udbuddet omfatter ca. 400 operationer samt et større antal undersøgelser i de tre måneder kontrakterne foreløbig gælder.

• Aftalen gælder hele patientforløb. Det vil sige både forundersøgelse, operation og eventuel kontrol.

• Henvisning til privathospitalet skal ske efter lægelig vurdering og herefter gennem Patientkontoret.

• Udbuddet resulterer i, at regionen sparer mellem 10 og 30 procent på undersøgelserne og operationerne. Det betyder blandt andet, at flere patienter kan blive behandlet for de samme penge.

• Udbudet er det første efter suspensionen af det udvidede frie sygehusvalg, og erstatter de tidligere aftaler mellem Danske Regioner og privathospitalerne på området. Der stilles fortsat de samme krav til kvalitet og lægefaglig virksomhed som i de tidligere aftaler, men prisen er bedre, fordi konkurrencen mellem privathospitalerne øges.

• Der er tale om rammeaftaler uden omsætningsgaranti. Det vil sige, at aftalen kun skal bruges, når regionens egne hospitaler ikke kan tilbyde en lægefagligt tilfredsstillende tid.

• Siden det udvidede frie sygehusvalg blev suspenderet den 7. november, har regionen haft mulighed for at prioritere patienterne efter deres behov. Det sker efter retningslinier, regionsrådet har vedtaget, hvor patienterne bliver inddelt i tre kategorier:

• Gruppe 1 er helt akutte eller næsten akutte patienter. Eksempelvis visse hjertepatienter eller andre alvorligt syge. De skal alle tilbydes behandling eller undersøgelse inden for en måned.

• Gruppe 2 er patienter, hvor ventetiden kan have betydning for prognosen og dermed forværre sygdommen eller forringe chancerne for bedring. Denne gruppe skal tilbydes behandling inden for tre måneder. Det kan være patienter med løse proteser og tydeligt knogletab eller patienter med tryk på perifere nerver.

• Gruppe 3 er patienter med behandlingskrævende lidelser, men som efter en lægefaglig vurdering kan vente mere end tre måneder. Det kan være lidelser som grå stær eller slidgigt i hoften, hvor patienten fortsat kan udføre dagligdags funktioner.

• I første omgang vurderer lægerne på regionshospitalet selv, om de har mulighed for at behandle patienterne inden for de fastsatte frister. Men hvis de ikke kan nå det, har patienten mulighed for at henvende sig til Patientkontoret i Region

• Læs nyhed om regionens retningslinier for prioritering af patienterne

• I forbindelse med suspensionen af det udvidede frie sygehusvalg blev regionen forpligtiget til at købe sig til privat behandling svarende til et gennemsnitligt forbrug på 15,5 millioner kroner pr. måned. Pengene vil primært blive brugt på gruppe 1 og 2, mens gruppe 3 kommer til privat behandling i det omfang, der er plads inden for den økonomiske ramme.

• Forpligtigelsen er skrevet ind i økonomiaftalen mellem regionerne og Regeringen.

• Formålet med suspensionen af det udvidede frie sygehusvalg er blandt andet at sikre, at ventelisten ovenpå forårets konflikt bliver afviklet på en økonomisk forsvarlig måde.

Flere oplysninger
Direktør i Region Midtjylland, Leif Vestergaard-Pedersen 8728 5040 / 2124 2316 / Leifvestergaard.pedersen@stab.rm.dk (dog kun 22. december)

Fuldmægtig i Sundhedsplanlægning, Peter Ravn Riis 8728 4459 / peter.riis@stab.rm.dk (til og med 23. december)

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.