Regionsrådet har besluttet at udsætte vedtagelsen af Region Midtjyllands hospitalsplan til efter sommerferien.

Regionsrådet har besluttet at udsætte vedtagelsen af Region Midtjyllands hospitalsplan til efter sommerferien.
Regionsrådet har besluttet at udsætte vedtagelsen af Region Midtjyllands hospitalsplan til efter sommerferien.


Efter fristens udløb torsdag 29. maj har Region Midtjylland modtaget 103 høringssvar til den hospitalsplan, som fastlægger hvilke behandlinger de enkelte hospitaler i regionen fremover skal tilbyde.

Efter planen skulle regionsrådet beslutte en endelig hospitalsplan på mødet 18. juni. Men på et møde tirsdag 3. juni har gruppeformændene besluttet at udsætte afgørelsen til efter sommerferien.

- Hospitalsplanen berører en række komplekse sammenhænge, som det er vigtigt at have god tid til at overveje. Vi har fået mange høringssvar, og de fortjener tid til grundig behandling, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Med i billedet hører også, at regionsrådet op til sommerferien har et stort arbejdspres i forbindelse med at beslutte, hvor det nye hospital i Vestjylland skal ligge.

- Sidst, men ikke mindst står vi over for nogle meget afgørende økonomiforhandlinger med regeringen om det kommende års budget. Som bekendt er regionens situation meget presset, så det vil være klart det bedste at kende de økonomiske betingelser, når vi skal lægge planer for fremtidens sundhedsvæsen, siger Bent Hansen.

Beslutningen om hvor det kommende hospital i Vestjylland skal ligge er ikke en del af hospitalsplanen. Regionsrådet planlægger fortsat at træffe beslutning om placeringen af hospitalet i vest på mødet i rådet 18. juni.

Høringssvarene vedrørende hospitalsplanen kan læses på regionens hjemmeside.

Flere oplysninger
Regionsrådsformand, Bent Hansen, tlf. 8728 5010 / 4031 3707
 
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer/