Et barn har større risiko for at få epilepsi, hvis moderen har haft en infektion under graviditeten.


Risikoen for at et barn kan udvikle epilepsi kan være øget op til 2½ gang, hvis moderen har haft sygdomme som diarré, længerevarende hoste, blærebetændelse, nyrebækkenbetændelse eller svampeinfektion i løbet af graviditeten. Det viser en ny undersøgelse lavet af forskere fra Århus Universitetshospital, Århus Sygehus med læge, ph.d. Yuelian Sun i spidsen.

Undersøgelsens resultater peger på, at infektionerne kan være involveret i udviklingen af epilepsi.
Under infektioner dannes forskellige antistoffer som bekæmper sygdommen. Men disse antistoffer kan muligvis have en skadelig effekt på udviklingen af fosterets hjerne og dermed resultere i epilepsi.
En anden årsag til den øgede forekomst kan være, at sygdommen resulterer i dehydrering og ændret kost hos moderen, som så giver anledning til epilepsi.

I undersøgelsen indgik 90.000 børn, og af dem fik 646 epilepsi før otte års alderen. På trods af at infektioner øger risikoen for epilepsi, så er risikoen dog stadig lav, selvom barnet skulle have oplevet en infektion under graviditeten. I undersøgelsen var det således kun et fåtal af mødrene med infektioner, hvis børn fik epilepsi.

- Vore undersøgelser peger på infektioner i graviditeten som en mulig forklaring på epilepsi hos den store gruppe af epilepsipatienter, hvor der ikke findes en anden årsag til sygdommen som f.eks. genetiske årsager eller hjernesvulster, forklarer læge, ph.d. Jakob Christensen, der står bag undersøgelsen.

Flere oplysninger
Læge, ph.d. Jakob Christensen, tlf. 6086 5899 / Jakob@farm.au.dk