Et højt stressniveau øger risikoen for, at ellers raske erhvervsaktive må melde sig syge i mere end 15 sammenhængende dage inden for det efterfølgende år. En ny analyse fra Center for Folkesundhed, Region Midtjylland viser således at 15 ud af 100 erhvervsaktive med et højt stressniveau har sygeperioder på mere end 15 dage i træk. Normalt har kun 9 ud af 100 erhversvaktive så langt sygefravær.



Et højt stressniveau øger risikoen for, at ellers raske erhvervsaktive må melde sig syge i mere end 15 sammenhængende dage inden for det efterfølgende år. En ny analyse fra Center for Folkesundhed, Region Midtjylland viser således at 15 ud af 100 erhvervsaktive med et højt stressniveau har sygeperioder på mere end 15 dage i træk. Normalt har kun 9 ud af 100 erhversvaktive så langt sygefravær.


Til gengæld er der ingen statistisk signifikant sammenhæng mellem et middel stressniveau og hyppigheden af længere sygeperioder.

Knap 6000 raske bidrager til ny viden
Analysen er baseret på data fra Region Midtjyllands sundhedsprofil koblet med data om sygefravær over 15 dage i løbet af de følgende 12 måneder. Data om sygefravær er hentet fra Beskæftigelsesministeriets DREAM-register.
5.821 personer, der var raske og i arbejde, da de udfyldte spørgeskemaer til sundhedsprofilen, indgår i analysen. De fleste er gift, har børn og et middel uddannelsesniveau. At deltagerne var raske vil sige, at de ikke havde angivet nogen form for kronisk eller langvarig sygdom.

Stress kan føre til sygefravær
Graden af stress er målt på den såkaldte ”Percieved Stress Scale”. Den måler ikke kun stress i forbindelse med arbejdet, men i den samlede livssituation. Personens oplevelse af stress måles ved hjælp af en række spørgsmål, og der kan scores fra 0-40 point. Den gennemsnitlige score var 9,8. En score på 15 point eller mere kaldes højt stressniveau.
Data viser, at 8-10% raske erhvervsaktive med et stressniveau mellem 0 og 15 havde længerevarende sygemeldinger. Ved et stressniveau over 15 knækker kurven og herfra stiger andelen med længere sygeperioder proportionalt med stressniveauet.

Forebyggelse af stress skal sikre arbejdskraft
Ifølge Finn Breinholt bestyrker analysen antagelsen om, at stress er en selvstændig risikofaktor for længerevarende sygefravær.
- Vi har kun medtaget helt raske personer, netop for at kunne vurdere om stress er en selvstændig risikofaktor for sygefravær. Resultaterne viser en overraskende klar sammenhæng mellem stress og sygefravær, når man er over et vist stressniveau, siger Finn Breinholt og understreger, at det ikke drejer sig om enkeltdage, men om lange sygefravær på mere end 15 sammenhængende dage.

- Nogle fagfolk hævder, at stress er blevet gjort til en ”modediagnose”. Vores undersøgelse understøtter ikke det synspunkt, konstaterer Finn Breinholt og opfordrer til øget forebyggelse af stress:
- Erfaringen er at netop de lange sygefravær øger risikoen for, at medarbejdere dropper ud af arbejdsmarkedet. Forebyggelse og behandling af stress er derfor et vigtigt middel til at nedbringe sygefravær og sikre at flest muligt bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet, fastslår Finn Breinholt.

Link
Hent Temaanalysen ”Stress og langvarig sygemelding”, Hvordan har du det? Online, nr. 5, 2008

Flere online-analyser

Tilmeld dig konferencen onsdag den 10. december

www.centerforfolkesundhed.dk

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Center for Folkesundhed

Flere oplysninger

Sundhedskonsulent Finn Breinholt Larsen, Center for Folkesundhed, Region Midtjylland, tlf. 8728 4704 / 2273 0252, finn.breinholt@stab.rm.dk

Fakta
Analysen er del af et speciale: ”Stress og forbrug af sygedagpenge hos mænd og kvinder ” som er udarbejdet på cand.scient.san. uddannelsen af Simone Kellenberger.

”Hvordan har du det? Online” er et e-tidsskrift baseret på analyser af data fra Region Midtjyllands folkesundhedsundersøgelse”Hvordan har du det?”. 22.000 personer fra den 1,2 mio. folkerige region, deltog i undersøgelsen, som er repræsentativ for Region Midtjylland. Regionens sammensætning af borgerne adskiller sig imidlertid ikke meget fra befolkningen i hele landet. Derfor er resultaterne tilnærmelsesvist også repræsentative for hele landet.