De sygeste patienter skal behandles først. Det er grundidéen i et forslag til, hvordan patienterne i Region Midtjylland skal prioriteres.

Hjerte - stetoskop - illustration
De sygeste patienter skal behandles først. Det er grundidéen i et forslag til, hvordan patienterne i Region Midtjylland skal prioriteres.


Baggrunden for forslaget er forårets konflikt, der har skabt lange ventelister til mange undersøgelser og behandlinger. Som følge af konflikten har regeringen og regionerne aftalt at bede Folketinget suspendere retten til behandling på privathospital, hvis ventetiden overstiger en måned. Formålet er blandt andet at give regionerne mulighed for at prioritere patienterne.

- Når vi ikke kan nå at behandle alle med det samme, er det vigtigt, at de sygeste bliver behandlet først. Og det skal hver gang ske ud fra en lægefaglig vurdering, siger direktør i Region Midtjylland, Leif Vestergaard-Pedersen.

Med de nye retningslinier vil regionen forsøge at behandle så mange patienter, så hurtigt som muligt. Og det er blandt andet realistisk, netop fordi lægerne nu i højere grad kan sikre, at de meget syge tilgodeses først.

Hvis retten til privat behandling efter en måned suspenderes, kan regionen bedre sende behandlinger i udbud, og dermed få en bedre pris. For de samme penge kan regionen altså få behandlet flere patienter på de private klinikker. Samtidig er produktiviteten på regionens egne hospitaler meget høj og fortsat stigende.

- Vi kommer til at kunne bruge vores penge mere fornuftigt, og dermed kan vi også behandle flere til glæde for alle patienter, siger Leif Vestergaard-Pedersen.


Fakta
• Politikerne i forretningsudvalget skal tage stilling til forslaget om nye retningslinier for visitation og prioritering af patienterne på tirsdag den 7. oktober

• Ifølge forslaget skal patienterne inddeles i tre grupper:

o Gruppe 1 er helt akutte eller næsten akutte patienter. Eksempelvis visse hjertepatienter eller andre alvorligt syge. De skal alle tilbydes behandling eller undersøgelse inden for en måned.

o Gruppe 2 er patienter, hvor lægerne vurderer, patienten har behov for behandling inden for tre måneder. Det kan være patienter med eksempelvis problemer i knæ eller ryg, som har besvær med at udføre dagligdags arbejde eller oplever regelmæssige smerter.

o Gruppe 3 er patienter, som har behandlingskrævende lidelser, men som efter en lægefaglig vurdering kan vente mere end tre måneder. Det kan være lidelser som grå stær eller slidgigt i hoften, hvor patienten fortsat kan udføre dagligdags funktioner.


• De patienter, der hører til i gruppe ét eller to bliver behandlet inden for henholdsvis én eller tre måneder

• Hvis regionens egne hospitaler ikke kan nå at behandle en patient inden for fristen, kan patienten kontakte Patientkontoret, som vil undersøge, hvor patienten ellers kan blive behandlet. Eksempelvis på et andet offentligt sygehus, på et privathospital eller på en klinik.

• Ifølge aftalen med regeringen skal regionen købe behandlinger i den private sektor for ca. 190 millioner kroner i perioden fra den 26. juni 2008 til den 31. juni 2009. Regionen vil bruge aftalen til at sikre, at de sygeste kommer til først.

• De nye retningslinier for visitation og prioritering vil ikke påvirke patienter med livstruende sygdomme. For de patienter gælder helt særlige frister for behandling. Som eksempelvis i kræftpakkerne.

• Læs hele hele forslaget om retningsliner til visitation og prioritering. Det står som punkt 7 i dagsorden til forretningsudvalgets møde


Flere oplysninger
Leif Vestergaard-Pedersen 8728 5040 / 2124 2316 / leifvestergaard.pedersen@stab.rm.dk

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.