Den 3. september 2008 åbner Regionshospitalet Horsens, Brædstrup og Odder et nyt børneambulatorium, der vil betyde flere fordele for behandlingskrævende børn i hospitalets optageområde.


Regionshospitalet Horsens, Brædstrup Odder

Med det nye børneambulatorium på Regionshospitalet Horsens kan hospitalet tilbyde børn fra 0 til 15 år et nyt lokalt tilbud med et meget højt kvalitetsniveau inden for især børnediabetes og børne-neurologi.  

Mærkbare fordele
Med oprettelsen af børneambulatoriet sikrer Regionshospitalet Horsens et stærkt lokalt tilbud, så børn med ambulant behandlingsbehov og deres familier ikke skal længere væk hjemmefra end højst nødvendigt. Fordelene er, at de kan blive behandlet tættere på hjem og familie, samtidigt med, at de tilbydes samme specialiserede tilbud som på andre børneambulatorier i regionen.  

Det er ambitionen også at skabe en mærkbar tilstedeværelse på såvel hospital som hos samarbejdspartnere i kommuner og hos praktiserende læger.

- Vi satser hårdt på at opbygge et rigtigt godt tilbud til børnefamilierne og de praktiserende læger i området, men vi vil også indgå aktivt i et bredt samarbejde med områdets kommuner, handicapinstitutioner og andre, så det nye tilbud opleves som et markant løft i den lokale pædiatriske service, fortæller ledende overlæge Rune Weis Næraa fra Børneafdelingen i Randers.  

Samarbejde med Regionshospitalet Randers  
Det er et samarbejde med børneafdelingen på Regionshospitalet Randers, der har gjort det muligt at oprette det nye børneambulatorium i Horsens. Der vil fast være tilknyttet 6 speciallæger fra Randers til ambulatoriet og herudover være mulighed for at konsultere yderligere ekspertise ved hjælp af såkaldt telemedicin.

Som et af de eneste steder i landet kan specialister derfor også via telemedicin se på nyfødte, der har problemer og vurdere, om der er behov for ekstra behandling eller overflytning.  

Sådan fungerer Telemedicin
Telemedicin fungerer ved, at Kvindeafdelingen i Horsens bliver koblet op med Børneafdelingen på Regionshospitalet Randers. På denne måde kan specialisterne i Randers via videoovervågning se og vurdere de nyfødte i Horsens og i samarbejde med lægerne på stedet vurdere, hvad der skal gøres.  

Indlagte børn kan følges op i Horsens
Siden januar er syge nyfødte i Horsens blevet overflyttet til Randers. Samtidig med åbningen af det nye børneambulatorium, vil også større børn fremover blive indlagt i Randers.
”Transporttiden er lidt længere til Randers, men til gengæld kan et indlagt barn følges op lokalt i Horsens af de samme læger, som så barnet i Randers” siger Rune Weis Næraa. 

Flere oplysninger 
Cheflæge Steen Friberg Nielsen, tlf. 7927 4402
Chefsygeplejerske Anna Birte Sparvath, tlf. 7927 4403