Onsdag den 2. december fejrer Center for  Voldtægtsofre på Århus Universitetshospital, Århus Sygehus sit 10-års jubilæum.

134 kvinder og to mænd. Så mange henvendte sig til Center for Voldtægtsofre i løbet af 2008. Og det er formentlig blot toppen af isbjerget – flere undersøgelser har nemlig vist, at mange voldtægtsramte ikke søger hjælp efter overgrebet, fordi de føler skyld eller skam over det, der er sket.

Hurtig hjælp er vigtigt 
- Det er meget vigtigt, at man får hjælp, når man har været ude for en så voldsom oplevelse, som en voldtægt er, fortæller ledende psykolog hos Center for Voldtægtsofre, Anja Hareskov Jensen. 

- Der er en risiko for, at man kan få alvorlige følgevirkninger efter den form for chokerende hændelser og det er derfor helt centralt at få hjælp.

Og netop derfor mener Anja Hareskov Jensen, at der er brug for Center for Voldtægtsofre. Både gennem de sidste 10 år og i fremtiden. 

- Fordi vi er tilknyttet Skadestuen, er vi nogle af de første, der er i kontakt med den person, der har været udsat for en voldtægt. Det er et rigtig vigtigt tidspunkt at få hjælp, og vi kan hjælpe den voldtægtsramte med at få et overblik over situationen og for eksempel hjælpe med en anmeldelse, hvis den ramte ønsker at anmelde overgrebet, fortæller hun. 

- Når man henvender sig hos os, behøver man desuden kun at henvende sig ét sted for at få den forskelligartede hjælp, man har behov for i sådan en situation. Man kan både blive retsmedicinsk undersøgt, få omsorg fra en specialuddannet sygeplejerske og få tilbudt psykologisk efterbehandling, når man henvender sig hos os.

10 år med tilbud om hjælp
I morgen holder centret sit 10-års jubilæum. Her samles de ansatte og fejrer centret og dets arbejde. Til marts næste år afholdes et større arrangement i samarbejde med Center for Voldtægtsofre i København. 

- Vi er glade for og stolte over at kunne fejre 10-års jubilæum, siger Anja Hareskov Jensen. 

-  Vi udfører et vigtigt arbejde, og det glæder vi os til forhåbentlig at kunne gøre de næste 10 år også.

Flere oplysninger
Ledende psykolog Anja Hareskov Jensen, tlf. 8949 4835 / 2212 8629 / anjjesen@rm.dk

Fakta om Center for Voldtægtsofre
Gennem de sidste 10 år har centret blandt andet:
∙ Undersøgt og behandlet ca. 1250 ofre for voldtægt eller voldtægtsforsøg
∙ Afholdt den 1. internationale konference om voldtægtsofre
∙ Etableret en national hjemmeside for voldtægtsofre: www.voldtaegt.dk
∙ Udviklet et standard-undersøgelseskit til den retsmedicinske undersøgelse
∙ Udgivet en fagbog for professionelle inden for området: Brink, O. (red.): Voldtægtsofre – håndbog for fagpersoner