Selvom døve og døvblevne ved hjælp af særlige operationer har fået bedre muligheder for at opnå en form for hørelse, er der stadig stort behov for, at hørende og hørehæmmede kan kommunikere via tegnsprog.




Selvom døve og døvblevne ved hjælp af særlige operationer har fået bedre muligheder for at opnå en form for hørelse, er der stadig stort behov for, at hørende og hørehæmmede kan kommunikere via tegnsprog.

Professionshøjskolen UCC i København bør derfor genoverveje lukningen af tegnsprogstolkeuddannelsen og Undervisningsministeren bør gå ind i sagen. Det mener Det Regionale Kontaktforum for handicapområdet i Region Midtjylland.

I normalthørende forsamlinger er det ofte sådan, at kommunikationen udelukkende foregår på talesprog. I de situationer er døve og døvblevne prisgivet uden tolkning til det sprog de behersker bedst - tegnsproget. De dystre udsigter har fået Det Regionale Kontaktforum for handicappede i Region Midtjylland til at skrive til Undervisningsminister Bertel Haarder, for at bede ham gå ind i sagen.

- 33 tolke, som lige nu er under uddannelse i Århus, bliver tilbudt at fortsætte i København. Men mange af dem har jo slået rod og fået familie i Jylland. Og for dem er det ikke en løsning at fortsætte uddannelsen i København. Derfor bør disse tolke som minimum kunne gøre deres uddannelse færdig i Århus, siger formand for Det regionale kontaktforum i Region Midtjylland, Anne V. Kristensen (V).

Kontaktforums næstformand, Birgit Hagen, frygter at døve og døvblevne bliver berøvet kontakten til samfundslivet. Hun mener handicappede bør have muligheder på lige fod med alle andre borgere.

- Hvis uddannelsen nedlægges, betyder det formentligt, at døve og døvblevne i landets tre vestlige regioner i værste fald langsomt mister muligheden for at få hjælp fra en tegnsprogstolk. Og i bedste fald oplever, at det bliver mærkbart mere besværligt at skaffe en tolk, så de kan tage del i samfundsdebatten, mener Birgit Hagen.

Regionsrådet i Region Midtjylland skal onsdag den 24. februar forholde sig til nedlæggelsen af tolkeuddannelsen i Århus.

Fakta
Det regionale kontaktforum er et forum bestående af 3 medlemmer af Regionsrådet og seks bruger- og pårørenderepræsentanter, som drøfter og udtaler sig om indholdet og udførelsen af den regionale virksomhed inden for de områder, der har relevans for forholdene for mennesker med et handicap.

Det kan være overordnede og tværgående handicappolitiske spørgsmål som blandt andet handicaptilgængelighed, brugerinddragelse og planlægning.

Læs mere om Det regionale kontaktforums medlemmer, vedtægter m.m. på Region Midtjyllands hjemmeside.

Bilag
Brev til daværende Undervisningsminister Bertel Haarder.
Foto af regionsrådsmedlem Anne V. Kristensen

Flere oplysninger

  • Formand for det regionale kontaktforum i Region Midtjylland, Anne V. Kristensen (V), tlf. 2942 3304 
  • Næstformand i det regionale kontaktforum i Region Midtjylland Birgit Hagen, tlf. 4063 6041 
  • Medlem af Det Regionale Kontaktforum for handicapområdet i Region Midtjylland, Ole Matthesen, tlf. 2327 6550 
  • Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer