Påsken er en travl tid hos Lægevagten. Men ventetiden kunne blive kortere, hvis vi var bedre til at få fornyet vores recepter i tide.




Påsken er en travl tid hos Lægevagten. Men ventetiden kunne blive kortere, hvis vi var bedre til at få fornyet vores recepter i tide.


Julen gør det, men hvad med pillerne? Varer de også lige til påske? Helligdagene er travle dage for Lægevagten, som bruger en masse tid på at forny vores ganske almindelige recepter. Men den slags opgaver hører egentligt til, i god tid, hos vores egen praktiserende læge. Lægevagten skal tage sig af pludseligt opstået sygdom, eller forværring i allerede eksisterende sygdom, som ikke kan vente til egen læge har åben.

- I helligdagene fornyer vi rigtig mange recepter på fast medicin, som f.eks. p-piller, astmapræparater og blodtryks- og kolesterolsænkende tabletter. Specielt påskelørdag, hvor apotekerne har åbent, giver det både meget stor travlhed, og lang ventetid i telefonen hos lægevagten, siger vagtchef Jens Peter Geil, Lægevagten i Region Midtjylland.

For dem der virkeligt har brug for lægehjælp er det ærgerligt at de må vente unødvendigt længe, fordi lægevagten skal tale med glemsomme borgere, som ikke har fået fornyet deres recept i tide.

Det er også muligt at kontakte egen læge via E –mail for at bestille medicinen på lægens hjemmeside eller på www.min-laege.dk.

- Hvis egen læge holder ferie i dagene op til påske, så er der altid en vikar man kan ringe til i dagtimerne, siger Jens Peter Geil.

Ventetiden i telefonen hos Lægevagten er længst fra kl. 07.00 - 11.00 lørdag,-søn-og helligdage og kl. 16.00 -18.00 på hverdage. Kan man ringe uden for disse perioder, er der altså større chancer for at komme hurtigt igennem.

På en normal lørdag og søndag får Lægevagten i Region Midtjylland ca. 3.300 henvendelser, og det tal bliver mellem 30 og 50 procent højere på helligdagene.

Flere oplysninger 
  • Vagtchef Jens Peter Geil, tlf. 2244 1128 
  • Formand for lægevagtsudvalget Karsten Rejkjær Svendsen tlf. 2049 3912
  • Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer