Læger fra Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, fremlægger i dag opsigtsvækkende resultater med behandling af udbredt nyrekræft, på verdens største kræftkonference i USA




Kræftlæger fra Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, fremlægger i dag, mandag 7. juni,  på verdens største kræftkonference ASCO i Chicago, USA, opsigtsvækkende resultater med behandling af udbredt nyrekræft.

Kræftlægerne har fulgt 422 patienter med udbredt nyrekræft i 10 år. Resultatet er, at 10 procent af patienterne efter behandling med immunterapi og kirurgi stadig lever 10 år efter, at de har fået diagnosen. Blandt patienter i god prognosegruppe overlever hver fjerde.

- I betragtning af at overlevelsen for ubehandlede patienter med udbredt nyrekræft er nogle få måneder, er dette bemærkelsesværdigt gode resultater, siger overlæge dr. med. Frede Donskov.

Mens nyrekræft, der har bredt sig til andre organer, tidligere blev betragtet som uhelbredelig, findes der i dag behandlingsmuligheder til næsten alle patienter, hovedsagelig i form af behandling, der hæmmer dannelsen af nye blodkar.
Imidlertid vil behandling med immunterapi med stofferne interleukin-2 og interferon være en mulighed. Denne behandling kan enten alene eller i kombination med kirurgi medføre mulig helbredelse.

- Vi arbejder for tiden med yderligere at forbedre immunterapien ved at kombinere immunterapien med det biologiske middel Avastin. Dette sker indenfor rammerne af et klinisk forsøg, siger Frede Donskov.

Yderligere oplysninger
  • Overlæge dr. med. Frede Donskov, Onkologisk Afdeling, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, tlf. 2714 7015

Fakta
  • ASCO er den førende kræftkonference i verden hvor flere end 30.000 af verdens førende kræftbehandlere mødes og deler nyheder for kræftbehandling.
  • Konferencen finder sted i Chicago, USA, 4.-8. juni
  • Hvert år får ca. 600 danskere konstateret nyrekræft. Heraf findes der spredning hos ca. halvdelen.