Jo hurtigere patienter med akut blodprop i hjertet bliver behandlet, jo mindre er dødeligheden




Jo hurtigere patienter med akut blodprop i hjertet bliver behandlet, jo mindre er dødeligheden


Siden en stor dansk undersøgelse i 2002 viste, at patienter med akut blodprop i hjertet har bedst af at komme til hurtig ballonbehandling på et hjertecenter, har Danmark fulgt anbefalingerne og indført telemedicinsk diagnostik i ambulancerne og rustet hjertecentrene til at kunne give ballonbehandling indenfor 30 minutter efter patientens ankomst.

Ingen tidligere undersøgelser har imidlertid fokuseret på sammenhængen mellem ’forsinkelser i sundhedssystemet’ og resultatet for patienter med akut blodprop i hjertet, som gennemgår ballonbehandling.

Tid er vigtig
Men nu viser en undersøgelse fra Århus Universitetshospital, Skejby, at jo længere tid, der går fra at patienten kontakter sundhedsvæsenet til påbegyndelse af ballonbehandling, jo større er risikoen for, at patienten dør. Undersøgelsen er netop offentliggjort i den amerikanske lægeforenings tidsskrift, JAMA, der er det mest udbredte medicinske tidsskrift i verden.

Forskerne har interesseret sig for betydningen af den tid, der går fra, at patienten kontakter 112, og til ballonbehandlingen af blodproppen starter på et hjertecenter.

Klar tendens
Forskerne har med data fra forskellige registre undersøgt, hvordan det er gået 6.209 blodprop-patienter, som i perioden januar 2002 til december 2008 er blevet akut ballonbehandlet på et af hjertecentrene i Aalborg, Skejby eller Odense. På opgørelsestidspunktet var patienterne fulgt mediant 3,4 år efter blodproppen.

Forskerne fandt, at i gruppen, hvor ballonbehandlingen startede indenfor én time var 15,4 procent af patienterne døde. Blev behandlingen startet indenfor 1-2 timer, var 23,3 procent døde. Mens 28,1 procent af de patienter, der fik startet ballonbehandlingen indenfor 2-3 timer, døde. Og gik der 3-6 timer, var 30,8 procent af patienterne døde.

Tendensen var den samme, uanset om forskerne korrigerede for andre faktorer, der kan have betydning for dødeligheden.

Direkte til hjertecentret
Forskerne konkluderer, at det er vigtigt at fokusere på den tid, der går, fra at patienten kontakter sundhedsvæsenet, til behandlingen iværksættes, fordi det har betydning for patientens overlevelse. Sundhedsvæsenet har mulighed for at reducere forsinkelser, både når patienten overføres fra et lokalt sygehus eller hvis patienten i ambulancen visiteres direkte til ballonbehandling. Reelt er forsinkelsen i sundhedsvæsenet den eneste risikofaktor som man kan modificere i den akutte fase.

Øget fokus på at reducere disse forsinkelser og i endnu højere grad visitere patienterne direkte til hjertecentre kan være nøglen til at forbedre overlevelsen yderligere for patienter med akut blodprop i hjertet.


Fakta
Resultaterne publiceres i: System Delay and Mortality Among Tatients With STEMI Treated With Primary Percutaneous Coronary Intervention, Terkelsen CJ et al. JAMA. 2010; 304 [7] :763-771.


Flere informationer:
1. reservelæge, ph.d Christian Juhl Terkelsen tlf. 89 49 55 66 – bed om kode 61 21 - eller mobil 24 28 85 71