PET-skanning med et nyt stof giver knivskarpe billeder og mulighed for at opdage kræftsvulster på få millimeter.




PET-skanning med et nyt stof giver knivskarpe billeder og mulighed for at opdage kræftsvulster på få millimeter.

Som de første i landet tager lægerne på Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, nu det radioaktive stof Gallium Dotanoc i brug ved skanning for den sjældne kræftform neuroendokrin tumor (NET).

Stoffet sætter sig på de syge kræftceller og får dem til at lyse så klart på skanningsbilledet, at kræftsvulsterne kan lokaliseres, længe før de giver symptomer.

Kræftformen neuroendokrin tumor (NET) kan optræde i tarmen, bugspytkirtlen eller lungerne og rammer hvert år 250 danskere. På Århus Sygehus behandles hvert år 400 patienter.

Ledende overlæge ved PET-centret på Århus Sygehus, Jørn Theil, betegner brugen af det nye stof som en stor landvinding i diagnosticering og behandling af den sjældne kræftform.

- En forudsætning for at behandle en patient korrekt er, at vi kan finde svulsterne. Det har hidtil været svært, selv om diagnosen er stillet biokemisk. Det er også vigtigt, at man ved, om der er flere svulster, før man opererer, siger Jørn Theil.

Det nye stof Gallium Dotanoc minder om det naturligt forekommende hormon, somatostatin, der udskilles fra hypofysen. Kræftsvulsterne har en høj forekomst af hormon-receptorer på overfladen, og når lægerne sprøjter Gallium Dotanoc ind i blodårerne vil stoffet finde frem til de syge celler, så kræftsvulsten afslører sig selv på skanningsbilledet.

For forskningsoverlæge Henning Grønbæk fra Hepato-Gastroenterologisk Afdeling V, er det nye sporstof og PET-teknik en længe ventet mulighed for at give en bedre behandling.

- Fremover vil vores patienter kunne tilbydes skanning med Gallium Dotanoc. Stoffet betyder, at vi kan stille en mere sikker diagnose og stadieinddeling, så vi bedre kan skræddersy en behandling til den enkelte patient, siger Henning Grønbæk, der roser det tætte samarbejde med PET-centret på Århus Universitetshospital.

- Det er kombinationen af et fantastisk PET-center, og at vi som højt specialiseret universitetshospital har mange patienter med denne kræftform, der gør, at vi er først til at bruge teknikken, siger Henning Grønbæk.

Yderligere oplysninger
  • Ledende overlæge dr. med. Jørn Theil PET-centret Århus Universitetshospital, Århus Sygehus tlf 89 49 30 10 ell.. 40 24 53 44
  • Forskningsoverlæge ph.d. Henning Grønbæk, Hepato-Gastroenterologisk Afdeling, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus tlf. 21 67 92 81