21-09-2011



I næste uge er Region Midtjylland vært for generalforsamlingen for den europæiske lobbyorganisation CPMR, og blandt gæsterne er EU’s klimakommissær Connie Hedegaard.

I dagene 28., 29. og 30. september vil ca. 300 gæster fra alle dele af Europa besøge Aarhus. De deltager i generalforsamlingen for den europæiske lobbyorganisation Konferencen for Perifere Maritime Regioner i Europa (CPMR), som Region Midtjylland er medlem af.
Region Midtjylland står for det store arrangement i Scandinavian Congress Center i Aarhus i samarbejde med Region Nordjylland, Region Syddanmark og Bornholms Regionskommune.
Generalforsamlingen får besøg af den danske EU-klimakommissær Connie Hedegaard og hendes kollega Michel Barnier fra Frankrig, som er kommissær for det indre marked.

Betydning for politikken
’Vi er rigtig glade for at stå for dette store arrangement, hvor vi kan synliggøre regionernes samarbejde på tværs af grænserne i Europa”, siger regionsrådsformand Bent Hansen.
”At to kommissærer og fremtrædende medlemmer af Europa Parlamentet deltager, viser tydeligt, at regionernes arbejde på europæisk plan har stor betydning for udviklingen i Europa og bliver taget i betragtning af EU Kommissionen, når der udformes europæisk politik”, siger Bent Hansen.

De næste ni år
Hovedfokus for drøftelserne på generalforsamlingen er EU’s budget frem til 2020 samt EU 2020, den ambitiøse plan, som for alvor skal skyde væksten i gang i Europa.
Ifølge Bent Hansen havde arrangørerne håbet på deltagelse af en dansk minister eller to, men det danske valg til Folketinget kom lidt på tværs af planlægningen.
”Derfor er vi ekstra glade for, at vi får et par af EU Kommissionens topfolk på besøg”, siger han.
I forbindelse med generalforsamlingen modtages gæsterne på Kunstmuseet Aros til en velkomstreception og efter generalforsamlingen skal de blandt andet på byvandring i Aarhus.


Billedtekst:Omkring 300 gæster fra hele Europa deltager i næste uge i CPMRs generalforsamling i Aarhus. Her er et glimt fra sidste års generalforsamling i Aberdeen, hvor regionsrådsformand Poul Müller var på talerstolen. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.

Flere oplysninger

Bent Hansen, formand for
Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 7841 0010
Mobil: 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk

Niels Erik Andersen, kontorchef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1120
niels-erik.andersen@ru.rm.dk

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne

Fakta om CPMR:
Konferencen for Perifere og Maritime Regioner i Europa blev etableret i 1973 – samme år som Danmark kom i EF, som det hed dengang.
CPMR har 160 medlemsregioner fra 28 europæiske lande, og organisationen beskæftiger sig med europæiske problemstillinger af betydning for den regionale udvikling. CPMR blev oprettet for at skabe modvægt til de gamle EU-lande i den centrale del af Europa.
Region Midtjylland repræsenterer de danske medlemsregioner i CPMRs bestyrelse ved regionsrådsmedlem Poul Müller (K) og er repræsenteret i 2 af organisationens geografiske kommissioner – Nordsøkommissionen (Henning Gjellerod (S)) og Østersøkommissionen (Ulla Diderichsen (V)).