2000 kvinder i alderen 60, 65, 70 og 75 år – alle med bopæl i Viborg Kommune – vil frem til sommeren 2013 blive inviteret til en forebyggende undersøgelse, der kan afsløre symptomer på hjertekarsygdom.


Karkirurgisk Afdeling på Regionshospitalet Viborg har netop søsat et nyt forskningsprojekt, som skal vise, om der er sundhedsmæssig og økonomisk gevinst ved at forebygge hjertekarsygdom hos kvinder.

2000 kvinder i alderen 60, 65, 70 og 75 år – alle med bopæl i Viborg Kommune – vil frem til sommeren 2013 blive inviteret til en forebyggende undersøgelse, der kan afsløre symptomer på hjertekarsygdom.

Den dystre baggrund er, at der opereres flere og flere kvinder for åreforkalkning. Desuden viser statistikken over dødsårsager en uheldig udvikling for kvinder med hjertesygdom.

­- Forebyggelsesindsatsen mod hjertekarsygdomme har indtil nu traditionelt rettet sig mod mænd. Nu ser vi, at mænd vinder leveår, mens kvinderne halter bagefter, siger hovedkræfterne bag undersøgelsen, professor, overlæge, dr.med. Jes S. Lindholt og sygeplejerske Marie Dahl Thomsen, Karkirurgisk Afdelings forskningssektion.

Kvinderne bliver undersøgt for åreforkalkning i benene og i halspulsårerne; for udposning på legemspulsåren i maven; for forhøjet blodtryk samt forhøjede mængder kolesterol og sukker i blodet. Undersøgelseslokalet ligger dør om dør med et andet forebyggelsestilbud, som er velkendt for målgruppen, nemlig Brystkræftscreening Viborg.

Viser undersøgelserne begyndende eller fremskredne helbredsproblemer, er der opfølgning i Karkirurgisk Afdeling eller hos kvindens egen læge. Viborg Kommune er også involveret i projektet med tilbud om kostvejledning, rygestop og motion.

Yderligere oplysninger:
  • Professor, overlæge dr.med. Jes S. Lindholt, Karkirurgisk Afdeling, tlf. 7844 5613 / 2244 0000.
  • Sygeplejerske Marie Dahl Thomsen, Karkirurgisk Afdeling, tlf. 2620 9926.