Unge med voldelig og kriminel adfærd får nu mulighed for en ny behandling i en såkaldt MultifunC-institution i Region Midtjylland.


Unge med voldelig og kriminel adfærd får nu mulighed for en ny behandling i en såkaldt MultifunC-institution i Region Midtjylland.

En helt ny partnerskabsaftale mellem Region Midtjylland, Aarhus og Herning Kommuner baner vejen for behandlingstilbuddet til de kriminelle unge. Institutionen placeres i Viby i Aarhus Kommune.

MultifunC-metoden er et kort, intensivt behandlingsforløb for unge med kriminel, aggressiv og voldelig adfærd. Metoden har i flere år været anvendt i Norge og i Sverige med gode resultater. Dermed styrker regionen og kommunerne i fællesskab indsatsen mod kriminelle unges adfærd.

Institutionen placeres på Damagervej 26 i Viby i Aarhus Kommune, hvor Region Midtjylland i forvejen driver et socialt tilbud. De første beboere ventes at rykke ind i institutionen i oktober, hvis politikerne i regionen og i de to kommuner endeligt siger god for aftalen.

Den politiske behandling i regionen og i de to kommuner ventes at være afsluttet i februar. Sagen forelægges Forretningsudvalget og Regionsrådet i Region Midtjylland samt byrådet i Aarhus Kommune og Børne- og Familieudvalget i Herning Kommune inden for de næste tre uger.

En del af MultifunC-konceptet er, at de unge deltager i sociale aktiviteter lokalt i Aarhus-området eller i deres eget lokalområde. Placeringen i Viby betyder således ikke, at inklusionsopgaven skal løses lokalt i Viby-området. MultifunC-institutionen er en institution for hele regionen. Naboerne til institutionen vil snarest blive orienteret om den kommende institution.

- Aarhus Byråd traf allerede i 2008 en beslutning om at etablere en MultifunC-institution i kommunen, og derfor glæder det mig, at det endelig ser ud til at blive en realitet. Dermed kan vi få afprøvet metoden, som lyder meget lovende. Både i forhold til den samlede økonomi på området og ikke mindst i forhold til effekten af indsatsen over for de unge, siger social- og beskæftigelsesrådmand, Hans Halvorsen, Aarhus Kommune.

- Det er glædeligt, at alt nu ser ud til at falde på plads omkring etableringen af en MultifunC-institution. Det er et godt eksempel på, at kommunerne og regionen kan samarbejde til gavn for de unge i målgruppen, siger Joan Hansen, formand for Børne- og Familieudvalget, Herning Kommune.

Socialstyrelsen gav i 2010 tilsagn om støtte til etablering af MultifunC-institutioner i Københavns, Aarhus og Herning Kommuner. Det har imidlertid vist sig vanskeligt for både Herning og Aarhus Kommuner at få etableret institutionerne. Derfor er de to kommuner og Region Midtjylland gået sammen for i fællesskab at løfte opgaven med at etablere et MultifunC-behandlingstilbud, der kan komme de unge i målgruppen til gavn.

Der skal indgås en partnerskabsaftale mellem de to kommuner og regionen om fælles etablering og drift af MultifunC-tilbuddet. Institutionen vil blive drevet af Region Midtjylland.

- Jeg håber at denne samarbejdsmodel kan skabe grundlag for, at kommuner og regioner sammen kan løfte andre opgaver på det specialiserede sociale område, siger regionsrådsformand, Bent Hansen (S), Region Midtjylland. 

Flere oplysninger
Aarhus Kommune, Sociale Forhold og Beskæftigelse, pressevagten: 89 40 99 00

Region Midtjylland, socialchef Charlotte Josefsen, Psykiatri og Social: 30 60 03 48

Herning Kommune, centerchef Preben Siggaard, Center for Børn og Forebyggelse: 96 28 64 40