Ny film om fødsler sætter fokus på oplevelsen




Ny film om fødsler fra Aarhus Universitetshospital sætter fokus på selve oplevelsen

Aarhus Universitetshospital har fået produceret en anderledes fødselsfilm, der skal forberede kvinden og hendes partner på fødselsoplevelsen. Filmen følger Sofie og Casper, og den giver en fornemmelse af, at det kræver tid, ro og nærvær at føde et barn.

Casper og Sofies historie er ikke en dramatisk fødselsfortællinger. Det er en fortælling om de mange faser og de mange følelser, der er til stede i løbet af et fødselsforløb. Man mærker, hvor lang tid en fødsel tager og ser, at der oftest er rigeligt tid (i hvert fald for faren…) til både at sove, spise og kede sig. Man får fornemmelsen af, at ja, det er hårdt at føde, men man kan godt.

Man oplever Sofie komme igennem fødslen og forløsningen, og den førstegangsfødende kan dermed se sig selv gøre det samme. Samtidig kan kommende fædre spejle sig i Caspers måde at være til stede under fødslen og hans måde at støtte Sofie på. Sofie og Caspers refleksioner bidrager til, at kommende forældre kan inddrage Casper og Sofies oplevelser i deres egne forestillinger og samtaler om deres egen forestående fødsel.

Der er fakta i filmen, men det trukket til side i faktabokse for at give plads til oplevelsen og fortællingen. Samtidig er filmen holdt i sort-hvid, så handlingen træder i forgrunden og hospitalsfarver, hospitalsudstyr og blod i baggrunden. Alt sammen for at undgå, at filmen virker skræmmende og for at understøtte fornemmelsen af, at en fødsel er en situation, man kan magte.


Yderligere information

  • Chefjordemoder på Aarhus Universitetshospital, Joan Dürr, tlf. 7845 3600