Mere fokus på brugen af hjælpemidler kan nedbringe rygsmerter hos sundhedspersonale. Det et viser en stor undersøgelse, som Hospitalsenheden Horsens og Aarhus Universitetshospital i fællesskab har gennemført.


Mere fokus på brugen af hjælpemidler kan nedbringe rygsmerter hos sundhedspersonale. Det et viser en stor undersøgelse, som Hospitalsenheden Horsens og Aarhus Universitetshospital i fællesskab har gennemført.

Plejearbejde er fysisk hårdt, og det kan landets sundhedspersonale mærke på egen krop. Særlig udsat er ryg og lænd, som mange sygeplejersker, serviceassistenter og andre sundhedsfaglige grupper oplever at have ondt i. Men en netop afsluttet undersøgelse - ”Projekt Fokus” - viser, at man kan gøre meget for at forhindre dette og på længere sigt måske mindske sygefraværet og forebygge nedslidning.

Metoden er ordentlige hjælpemidler og mere fokus på brugen af disse, når personalet skal forflytte en patient eller hjælpe patienten i sengen.

- Det er relativ enkelt at bruge hjælpemidler på en ordentlig måde, men mange glemmer det i en travl hverdag. Projektet har sat fokus på at ændre kulturen og få flere til at anvende hjælpemidler, når de skal forflytte en patient, og projektet viser, at der er store gevinster, når personalet efterlever anbefalingerne, forklarer projektleder Bettina Wulff Risør.

Markant fald i rygsmerter
Der er tale om et samarbejdsprojekt mellem Hospitalsenheden Horsens og Aarhus Universitetshospital, hvor i alt seks afsnit fra de to hospitaler har deltaget. Alle medarbejdere på de deltagende afsnit deltog indledningsvis på et kursus, hvor de fik præsenteret og øvede anvendelse af en række nye hjælpemidler, hvorefter afsnittene selv stod for at indkøbe hjælpemidler efter deres individuelle behov. Og
antallet af medarbejdere på afsnittene, der oplever rygsmerter, faldt markant over det år, som projektet kørte. Perspektiverne peger derfor også på, at det kan betyde færre sygedage for den enkelte og forebygge nedslidning.

- Det er ikke nyt at bruge hjælpemidler, men fokus har været på at vænne sundhedspersonalet til at bruge disse i højere grad, og det har virket. Projektet viser, at man kan opnå et stort fald i andelen af medarbejdere, som oplever rygsmerter, hvilket er en gene for mange i sundhedsfagene. Og vi mener og håber på, at det kan give langsigtede resultater, hvis man begynder at arbejde mere målrettet med kulturen og brugen af hjælpemidler på landets hospitaler, siger Bettina Wulff Risør.

Forventning om mindre fravær
Medicinsk Endokrinologisk Afdeling i Aarhus er en af de afdelinger, der har været med i projektet, og her har man oplevet et stort dyk i antallet af ansatte, der oplever smerte i ryg og lænd. Antallet, der har smerter i ryg og lænd, faldt med 16 procentpoint som følge af projektets fokus.

- Det har stor betydning for arbejdsglæden, og det er meget positivt, at vi har færre, som oplever rygsmerter. Vi har også en forventning om, at det vil afspejle sig i fraværsstatistikken på længere sigt, forklarer afdelingssygeplejerske Ulla Bachmann.

Yderligere oplysninger
  • Bettina Wulff Risør, Projektleder ”Projekt Fokus”, Fysioterapeut, Cand. Scient. San., Aarhus Universitetshospital, tlf. 2045 3416 / bettriso@rm.dk
  • Ulla Bachmann, afdelingssygeplejerske, MEA1, Medicinsk Endokrinologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, tlf. 7846 2645 / ullbac@rm.dk