Ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at den udbredte Di-Te-Ki-Pol-Hib vaccine til børn ikke øger risikoen for senere feberkramper eller epilepsi.




Ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at den udbredte Di-Te-Ki-Pol-Hib vaccine til børn ikke øger risikoen for senere feberkramper eller epilepsi.
 
Undersøgelsen viser, at de vaccinerede børn har en lettere forhøjet risiko for at få feberkramper den dag, hvor de vaccineres, men risikoen er minimal og de børn der får det, er ikke mere disponerede for at få senere tilfælde med feberkramper. Også mistanken om, at vaccinen skulle være årsag til, at nogle børn udvikler epilepsi manes i jorden af forskerne bag undersøgelsen:

- Det er helt normalt, at børn får let feber, når de bliver vaccinerede. Man har tidligere været nervøse for om årsagen til, at nogle børn udvikler tendens til feberkramper skulle findes i denne vaccine, men det kan vi heldigvis nu sige ikke er tilfældet, ligesom vi kan se, at der ikke er sammenhæng mellem vaccinen og risikoen for epilepsi, fortæller ph.d. Jakob Christensen, forsker ved Aarhus Universitet og speciallæge ved neurologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Kun få fik feberkramper
Alle børn tilbydes i dag Di-Te-Ki-Pol-Hib vaccinen, der beskytter barnet mod en række alvorlige børnesygdomme. Vaccinen gives når barnet er tre måneder, fem måneder og 12 måneder.

Ud af de næsten 380,000 børn i undersøgelsen fik 17 feberkramper inden for den første uge efter første vaccinedosis, 32 fik feberkramper inden for den første uge af anden vaccinedosis, mens 201 børn fik feberkramper inden for den første uge af den tredje dosis. Selv om børnene havde en forhøjet risiko for at få feberkrampe på vaccinationsdagen, var det under 4 per 100.000 vaccinerede børn der fik dette.

En sikker vaccine
Yuelian Sun, der er forsker i epilepsi ved Aarhus Universitet, har også deltaget i forskningsprojektet. Hun mener, at undersøgelsen er godt nyt til forældre, der har været bekymrede for vaccinen:

- Næsten 380.000 danske børn er med i denne undersøgelse. Det er den hidtil største på dette område, og viser at vaccinen ikke giver nogen øget langsigtet risiko for kramper hos barnet. Vaccinen yder sikker og effektiv forebyggelse over for en række potentielt dødelige sygdomme, så derfor er det selvfølgelig vigtigt at så mange som muligt får den.

Undersøgelsen er lavet ved at analysere journaloplysninger fra praktiserende læger og hospitaler for i alt 378.834 danske børn født mellem 1. januar 2003 – 31. december 2008.

Undersøgelsen er publiceret i det velansete videnskabelige tidsskrift Journal om American Medical Association.


Fakta: 
  • Di-Te-Ki-Pol-Hib vaccinen beskytter mod sygdommene difteri, stivkrampe, kighoste, polio og alvorlige infektioner forårsaget af Haemophilus influenzae type b (Hib). 
  • 378.834 danske børn er med i undersøgelsen 
  • Antallet af børn der fik feberkramper, den dag de blev vaccineret var under 4 per 100.000 børn. 
  • Omkring 80 % af alle børn der i dag får vaccinen 
  • Den videnskabelige artikel kan downloades på hjemmesiden for Journal om American Medical Association: http://jama.ama-assn.org/content/307/8/823.short
Kontakt:
  • Læge Jakob Christensen, ph.d., Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og Aarhus Universitetshospital, Neurologisk Afdeling, tlf. 6086 5899 / Jakob@farm.au.dk
  • Professor Mogens Vestergaard, Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed, tlf. 8716 7962 / 2343 9990 / mogens.vestergaard@alm.au.dk
  • Adjunkt Yuelian Sun, ph.d. (engelsktalende), Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed, ys@soci.au.dk